Danskere har igen fået penge mellem hænderne, og derfor er konkurrencen om de penge, som danskerne bruger på at handle ind syd for den dansk/tyske-grænse gået ind i en ny fase, hvor den rigtige kampagnestrategi kan blive altafgørende.
Hidtil har Fleggaard råbt højt med storbarmede piger og underholdt danskerne med tv-reklamer med Peter Asschenfeldt i hovedrollen og Poetzsch med reklame for Nutella.
Nu er turen kommet til Otto Duborg, som Aarhuskontoret har fået som kunde, og ifølge adm. direktør Anders Tranæs fra bureauet, så er det en gave til enhver kommunikationsinteresseret at arbejde med en kategori, hvor konkurrenen er så markant. Aarhuskontoret har valgt at byde unge kommunikationstalenter fra Ungkom Midtjylland indenfor til at deltage i en kreativ workshop, hvor der sættes fokus på kommunikation i grænselandet og specifikt på bureauets kunde Otto Duborg.
– Vil gerne afsøge nye muligheder for, hvordan Otto Duborg skal trænge igennem en massiv mur af kampagner, men samtidigt vil også gerne give unge talenter et indblik i, hvordan mødet mellem teori og praksis skaber markante kampagner, siger han og fortsætter: ”Vi glæder os til at sparre med vores forhåbentlig fremtidige kolleger og håber at blive kraftigt udfordret og inspireret i tilgangen til kampagneplanlægning, medievalg og konceptudvikling. Det er altid spændende når teori møder praksis. Der kan være langt fra den virkelighed de studerende “kommer op i” til eksamen til den virkelighed de møder på bureauerne og hos bureauernes kunder, slutter Anders Tranæs.