Mandag blev kort- og dokumentarfilms-nomineringerne til Robert-uddelingen 2008 offentliggjort af Dansk Film Akademi, som 3. februar uddeler statuetter til årets bedste film.
Bemærkelsesværdigt er det, at fem af de seks nominerede dokumentarfilm tager udgangspunkt i henholdsvis Serbien, Sydafrika, Indien, USA og Sudan.
I kortfilmskategorierne dyster den erfarne manuskriptforfatter Søren Frellesens “Boy meets girl”, tv-vært Oliver Zahles “Fremkaldt” og nybegynderen Mikkel Blaabjerg Poulsens “Lille løgn”, som er lavet med hjælp fra den alternative filmuddannelse Super 16.
Martin de Thurah, der har lavet musikvideoer for bands som Mew og Carpark North, er nomineret for kortfilmen “Ung mand falder”.
/ritzau/