Den græske regering må væbne sig med tålmodighed, inden omfanget og betingelserne for en ny økonomisk hjælpepakke fra EU kendes. Også en beslutning om frigivelse af lån på 12 milliarder euro, så Grækenland kan betale af på sin gæld hen over sommeren, er udskudt til begyndelsen af næste måned.
Det siger Jean-Claude Juncker, som er Luxembourgs premierminister og leder af eurozonens finansministergruppe, efter mødet i gruppen søndag og natten til mandag.
Finansministrene er også enige om, at banker og andre finansielle virksomheder, som ligger inde med blandt andet græske statsobligationer eller har ydet lån til Grækenland, frivilligt bør deltage i en eventuel ny redningspakke til Grækenland.
Dermed lægges der op til, at bankerne skal acceptere en omlægning af gælden på favorable betingelser i forhold til de nuværende aftaler. En løsning, som Tyskland har slået til lyd for, mens Frankrig og Den Europæiske Centralbank frygter, at den model vil trække den græske økonomiske krise i langdrag.