Euro svækkes tirsdag morgen, efter den græske premierminister, George Papandreou, sent mandag annoncerede, at landets borgere skal tage stilling til den seneste EU-hjælpepakke til landet i en folkeafstemning.
Annonceringen kom som et lyn fra en blå himmel for de fleste, og flere EU- og bankfolk har allerede udtrykt bekymring for udfaldet. Samtidig spekuleres der også i, at den økonomiske opbremsning i eurozonen vil få Den Europæiske Centralbank, ECB, til at sænke renten inden for den nærmeste fremtid. ECB afholder rentemøde torsdag, hvor det for første gang bliver med den nye chef, Mario Draghi, i spidsen.
– Det er bestemt en bekymring at den europæiske økonomi er så svag. En sænkning af den europæiske rente kan godt ske næste år. På kort sigt ser det bestemt sandsynligt ud, at euro falder til et leje i omegnen af 1,35 dollar, siger Joseph Capurso, valutastrateg i Commonwealth Bank of Australia, til Bloomberg News.
Euro svækkes til 1,3818 dollar mod 1,3947 dollar ved dansk børslukketid mandag klokken 17. Mod yen svækkes euro til 107,97 yen fra 108,76 yen, mens euro over for schweizerfranc ligger til en flad udvikling og handler i 1,2144 schweizerfranc. Dollar går frem og koster tirsdag morgen 78,14 yen mod 77,98 yen ved børslukketid.