Henrik Bo Matthiesen har netop overtaget ledelsen af BB Serigrafi & Offset efter virksomhedens ejer Bent Olsen, der dog stadig er i selskabets direktion.
Den nye adm. direktør kom til den store serigrafi- og trykkerivirksomheds sidste år fra en stilling som produktionschef hos McCann – Erickson i København.
BB Serigrafi & Offset flyttede til Hvidovre i 1990 med en omsætning første år på 16 mio. kr. I dag forventer Henrik Bo Matthiesen, at man vil slutte indeværende regnskabsår med en omsætning på omkring 100 mio. kr.
Firmaet har i det forløbne år styrket sin position ved at udvide bredden i produktionen gennem to fusioner: 1. februar med Højgaard & Vista; og 1. juli med A-Comp. I dag har man i alt 85 medarbejdere og kan med rette kalde sig en grafisk full service-virksomhed.

UDVIDER NæROMRåDET
– Vi har ekspanderet og fusioneret, fordi vi vil kunne tilbyde en bred vifte af grafisk arbejde. Det betyder, at kunderne kun behøver at “shoppe“ et sted. Alt kan klares “in-house“. Dog lader vi ideudvikling og kreative oplæg ligge hos reklamebureauerne, der er nogle af vores væsentligste kunder, fortæller den nyudnævnte adm. direktør, der supplerer med, at BB Serigrafi leverer mellem 60 og 70% af alt trykkeriarbejdet til outdoor.
– Vi tror ikke, at en lille butik kan klare sig i længden. Så i stedet går vi målrettet efter kampagner til det skandinaviske marked. Vi har således netop produceret til den store kampagne for Nescafe samt til en stor nordisk kampagne for Synoptik.
Henrik Bo Matthiesen nævner også en komplet produktion af tryk til Tivoli, som en af de meget store og meget interessante opgaver hos BB Serigrafi & Offset. Produktionen går on-line via ISDN-net, så Tivoli’s marketingafdeling med det samme kan kommentere udkast på skærmen.
– Psykologisk vil Øresundsbroen betyde meget. Derfor regner vi allerede nu Skåne med til vores nærområde.

MILJøCERTIFICERING
Henrik Bo Matthiesen venter stadig flere kunder vil efterspørge miljøcertificering hos deres leverandører. Derfor er hans virksomhed blevet certificeret efter EMAS-(The Eco-Management and Audit Scheme)-standarden – på dansk hedder den: Den Europæiske Fællesskabsordning for Miljøstyring og Miljørevision. Det har blandt andet betydet, at BB Serigrafi arbejder med UV-vandbaserede trykfarver i en stor del af virksomheden. Samtidig har man ændret på udsugning og genanvendelse af materialer i produktionen, til glæde for miljøet og medarbejderne.
– Vi har haft stor glæde af ændringen i produktionen. Miljøet skånes, medarbejderne får et bedre arbejdsklima og kunderne får bedre kvalitet, slutter Henrik Bo Matthiesen.