Fusionsbølgen er over uddannelsesinstitutionerne for tiden, og nu slår Grafisk Højskole (GH) i København og Danmarks Journalist Højskole (DJH) i Århus sig sammen. I mandags sagde bestyrelsen på GH ja til fusionsgrundlaget, og i går var det så bestyrelsen for DJH, der godkendte aftalen.
–Vi sigter efter at lave en fælles institution, der rummer de uddannelser vi allerede har, samt forhåbentlig nogle nye, siger Lisbeth Knudsen, formand for DJH’s bestyrelse og nyhedsdirektør i DR. Planen er, at de to skoler skal fortsætte i både København og Århus, og at de nuværende bachelor-uddannelser på begge skoler fortsætter.
Hun kan endnu ikke oplyse, hvornår fusionen bliver en realitet – det afhænger blandt andet af en revision af særloven for DJH – men det fælles navn på tegnebrættet er Danmarks Mediehøjskole.
– Det er oplagt at slå de to uddannelsessteder sammen, og vi har arbejdet på fusionen det sidste års tid, siger Lisbeth Knudsen og fortsætter:
– I takt med at hele mediebilledet ændrer sig opstår der nye krav og behov. Til sammen er vi et stærkt partnerskab, som kan byde ind på nye uddannelser.
Et eksempel på en ny kombination af uddannelser er tv-produktionstilrettelæggeruddannelsen, som Grafisk Højskole udbyder, men som allerede i dag har masser af journalistisk indhold. MSOL