Den grafiske branche kan gå flere veje, når hurdlerne tårner sig op. Man kan skære ned på service og kvalitet, hvilket en del af de alt for mange danske trykkerier gør, når kunderne går fra offline til online.
Eller man kan købe op, skabe synergier (læs effektivisere, red.) på tværs af opkøbene, og så i øvrigt bevare kvaliteten.
Det sidste er strategien hos Zeuner Grafisk i Odder, der i sidste uge købte trykkeriet P.J. Schmidt A/S i Vojens. Handelen omfatter også københavner-virksomheden F. Hendriksen, der har været en af de toneangivende virksomheder i den danske grafiske branche gennem 140 år.
– Priserne i vores branche er faldet med mere end 10 pct. over de seneste par år, og ønsker man at give kunderne de bedste produkter og den bedste service, så koster det. Den eneste udvej er derfor enten at sænke kravene til kvaliteten eller at blive større. Vi ønsker ikke at gå på kompromis og valgte derfor den sidste løsning, siger Bent Hübertz, adm. direktør hos Zeuner Grafisk.
Sammenlagt betyder det, at P.J. Schmidts trykkeri i Vojens nedlægges, og at aktiviteterne samles i Odder. Dog bevares afdelingen i København. De fleste medarbejdere bevarer jobbet, så Zeuner samlet går fra en stab på 32 til over 40 medarbejdere. Zeuner er i øvrigt inden for de seneste år kåret som gazelle-virksomhed to gange.
Ifølge Bent Hübertz opruster den nye virksomhed bl.a. på offsetområdet og på andre grafiske områder som fx digitaltryk. Desuden får kunderne glæde af et one-stop shopping koncept i det nye hus. Det betyder, at de kun skal henvende sig ét sted for at få løst alle grafiske opgaver.
Men Zeuner er ikke, som mange af konkurrenterne, på vej til at outsource trykkeopgaverne i Østeuropa eller Asien.
– Det kan ikke lade sig gøre, når vi primært arbejder med arktryk. Det kan man gøre, hvis man producerer tilbudsaviser i rotation eller bøger, hvor produktionen ikke er under et tidspres. Vi har ingen planer om at lægge opgaver uden for Danmark, slutter Bent Hübertz.