– Vi kan ikke bremse udviklingen. Selv om vi er glade for vores fag og ønsker at holde fast i det, er vi nødt til at udvikle vores virksomhed. For to-tre år siden mærkede vi, at de nye forretningsområder begyndte at flytte sig, og da vi mener, at det stadig er os i den grafiske branche, som er bedst til kommunikation og grafiske oplæg, var vi jo nødt til at lære at bruge de nye elektroniske media. Dét, vi er gode til, er grafisk formgivning – men de nye programmer og det edb-mæssige har vi måttet lære.
Sådan fortæller direktør Erik Bilde, Sindal Bogtrykkeri, som allerede i 1994 begyndte at interessere sig for de nye medier. På grund af trykkeriets beliggenhed, havde det mulighed for at søge regionale udviklingsmidler fra EU og fik således støtte til at gå i gang.
– Vi havde dog under alle omstændigheder valgt at tage hul på udviklingen, men det var næppe gået så hurtigt uden EU-midlerne – der er jo tale om nogle forholdvis store investeringer for en virksomhed af vores størrelse, siger Erik Bilde.
Han oplyser, at interessen fra kundernes side er stor – men mange henvender sig uden at have aktuelle planer om CD-ROM eller Internetløsninger.
– Men så har vi deres data liggende parat, når de beslutter sig. Vi tror meget på konceptet one-stop-shopping, som bygger på medieuafhængig databehandling. Her henvender kunden sig til samme leverandør, uanset om der er brug for en tryksag, multimedia- eller Internetløsninger. Og leverandøren kan så trække kundens data fra samme database, ligegyldigt hvilket medie, der er tale om. For kunderne betyder det, at de slipper for at skulle opsøge fem forskellige steder med de samme data – eksempelvis få det samme billede scannet ind fem gange, forklarer Erik Bilde.

OGSå NYE KUNDER På TRYK
Som resultat af Sindal Bogtrykkeris satsning på de nye medier, er der også kommet en del nye kunder til på det traditionelle tryksagsområde.
– Det er vi selv blevet overraskede over. Men det sker, fordi kunderne oplever det som en fordel at have deres data liggende hos os, hvor der er mange anvendelsesmuligheder – selv om de i første omgang kun benytter traditionelt tryk, understreger Erik Bilde.
Når det gælder multimedia – altså primært CD-ROM – oplever Sindal Bogtrykkeri stor interesse, kunderne synes det er fint og spændende, men der er ikke så mange af dem, som har mod til at hoppe ud i det nye medie.
– Helt anderledes er det med Internettet, hvor prisrammen åbner mulighed for at alle kan være med. Og vi har for ganske nyligt etableret en byserver – med oversigt over samtlige virksomheder i kommunen, foreninger, offentlige myndigheder og institutioner etc. – i samarbejde med en lokal Internetprovider. Her tilbyder vi så lokale virksomheder design og drift af homepages – og det er der stor efterpørgsel på, fortæller Erik Bilde.
– Og tager man selve trykprocessen fra og fokuserer på det forberedende arbejde, står Internet sammen med multimedia for cirka 40 procent af vore opgaver på nuværende tidspunkt, mens de 60 procent drejer sig om traditionelt tryk. Men om et par år forventer vi, at Internettet vil stå for 80 procent – uden at den traditionelle tryksagsproduktion falder, vurderer han.
Sindal Bogtrykkeri er i dag gearet til at varetage hele processen, fra design til færdigt produkt. Men er der tale om meget store opgaver, fungerer trykkeriet gerne som underleverandør, ligesom man selv i stort omfang samarbejder med eksterne leverandører. Det gælder eksempelvis på lyd-, foto- og videosiden.

BRANCHEN KOMMER EFTER DET
– Men vi mener, det er meget vigtigt – uanset om der er tale om webdesign eller multimedia – at der bliver blandet et grafisk menneske ind i produktionen. Der er alt for meget “ingeniørdesign“ i øjeblikket – uden i øvrigt at ville forklejne ingeniørerne – men design, der bærer præg af at være udviklet af edb-folk uden grafisk baggrund. Med 87.000 effekter, som overdøver hinanden.
– Og der er da også flere og flere virksomheder i vores branche, der kommer efter det. Men der er stadig mange, som slet ikke er begyndt. Jeg læste eksempelvis en norsk markedsføringsundersøgelse, hvor man havde spurgt såvel trykkerierne som deres kunder om, hvordan de vurderede potentialet i de nye elektroniske medier. Trykkerierne svarede: Vi mener, at de trykte medier er fremtiden. Mens deres kunder var meget interesserede i de nye medier og vurderede deres potentiale som værende stort. Trykkerierne var altså ude af trit med deres kunder – og den undersøgelse kan man som trykkeri lære af: Aha! Det gælder altså om at sadle om – og det indså vi for to-tre år siden. Nu bevæger markedet sig for alvor, og for os er det således en stor fordel, at vi ikke først står og skal i gang nu, understreger Erik Bilde.

FLEKSIBEL SAMARBEJDSPARTNER
– Vi betragter klart både CD-ROM og Internet som nye forretningsområder, ligesom vi også satser på digital foto. Vi har således etableret et digitalt studie i kælderen, hvor vi laver både stillbilleder og video. For vi må se i øjnene, at dele af vores eksisterende forretningsområde forsvinder – det gælder måske også hele indscanningen. Man kan forsøge at kæmpe imod – men det hjælper ikke. Og derfor satser vi i stedet på at opdyrke nye forretningsområder, så vi fortsat kan være en fleksibel samarbejdspartner for vore kunder, siger salgs- og marketingchef Torben Petersen, Hammerschmidt Repro.
Han fortæller dog, at CD-ROM på nuværende tidspunkt primært bruges som supplement til de trykte medier, fordi kunderne generelt er nervøse for, at udbredelsen af CD-ROM drev ikke er stor nok i deres målgruppe.
– Startskuddet for os var en interaktiv CD-ROM, som vi lavede sammen med et reklamebureau for halvandet-to år siden. Det drejede sig om en stor virksomhed med en lang række datterselskaber, som gerne ville have hele sin designmanual på CD-ROM. Siden er det primært mindre projekter, vi har været involveret i. Mange er ganske vist interesserede i mediet, men er samtidig i tvivl om, hvorvidt de rammer den rigtige målgruppe, siger Torben Petersen.
Han understreger, at Hammerschmidt kan stå af og på processen præcis hvor kunden ønsker det.
– Vi kan stå for hele processen – fra lay-out til færdiggørelse, men vi kan også fungere som underleverandør. Og vi brænder også CD-ROM’er, hvis der er tale om nogle få eksemplarer. Ligesom vi også tilbyder webdesign – vi har netop løst en sådan opgave, oplyser Torben Petersen.
Det er dog stadig den traditionelle repro, som er det største område hos Hammerschmidt. Men efterhånden integreres de forskellige områder mere og mere.
– Og jeg tror, at for sådan nogle som os udvikler tingene sig snarere i retning af, at vi bliver en form for billedbureauer via net, fastslår Torben Petersen.

GODT GEARET – MEN AFVENTENDE
– Vi vil gerne følge med udviklingen og være godt gearet, så vi ikke står uden erfaring, når efterspørgslen melder sig, siger salgs- og produktionschef Mogens Stylsvig, Linde Tryk om baggrunden for, at virksomheden gennem cirka eet år har kunnet håndtere CD-ROM mediet.
Han oplyser, at Linde Tryk dog primært anvender CD-ROM som lagermedie, ikke mindst billedarkiv, mens det ligger lidt tungere med udviklingen af egentlige løsninger på CD-ROM.
– Det skyldes udelukkende, at der endnu ikke er kunder, som har ønsket at bruge CD-ROM som medie. Vi har ganske vist fået en del forespørgsler, men hidtil har kunderne altså ment, at CD-ROM løsninger var for dyre. Derfor bruger vi i dag snarere CD-ROM som et internt værktøj end som egentligt medie, men vi er parat til at udvikle løsninger, når – eller rettere hvis – efterspørgslen kommer.
– Mange afventer nemlig, hvad fremtiden bringer, og der er stor usikkerhed om, hvorvidt CD-ROM bliver erstattet eller overhalet af andre medier. Også som lagermedie, forklarer Mogens Stylsvig.