– Jeg har i flere år været en del af ledelsesgruppen i DR TV, og som ny tv-direktør vil jeg bygge videre på den programstrategi, der er fulgt de sidste 5-6 år. Det har været år med stor fremgang for DR TV, og nu er tiden
inde til at konsolidere og få kvalitetssikret denne fremgang. Derfor skal DR TV de næste år fastholde sin nuværende sendetid, justere kanalprofilerne og satse på øget programkvalitet frem for at ekspandere. Når det drejer sig om
de nye digitale medier skal vi satse på flere tilbud til danskerne – men også her skal DRs varemærke fortsat være at levere kvalitetsprodukter og indhold, siger Jørgen Ramskov.
Jørgen Ramskov blev uddannet journalist i 1988 og kort efter ansat på Københavns Radio. Efter en kort periode som nyhedsreporter på TV 2 i 93-94 vendte Jørgen Ramskov tilbage til DR, hvor han siden har arbejdet på bl.a. Radioavisen, TV Fakta og fra 1998 til juni 2000 som programchef for DR 1.
Fra juni 2000 til juli 2001 var han programchef og ansvarlig for afviklingen af Det Europæiske Melodi Grand Prix i København, og siden har han været ansat i DR TVs chefredaktion som programredaktør med ansvar for dokumentarstof på DR 1.