Da Framfab vandt en Grand Prix ved Cannes Lions, var der ingen som rigtig vidste, hvilken effekt det ville få. Det var tredje år, at web-kategorien Cyper Lions blev uddelt ved festivalen, der mest er kendt for at være verdens største konkurrence for reklamefilm. De to andre år var prisen gået til henholdsvis et engelsk og amerikansk site, men i år blev det altså den danske afdeling af Framfab, der fik prisen for deres arbejde med at lave Nike Football.com. Sitet var en videreførelse af en reklamefilm, hvor en gruppe fodboldspillere skal stjæle en meget speciel fodbold.
– Efterfølgende har vi fået en del opgaver for Nike, som det er svært at vurdere, om vi havde fået, hvis vi ikke havde vundet prisen. Vi skal bl.a. lave en global satsning for Nike, så måske handler det om, at amerikanere pludselig kan se, at vi godt kan noget i lille Danmark, siger Lars Bastholm, kreativ dir. hos Framfab, som understreger, at det kreative team hos Framfab, der står bag Nike også gået i gang med andre projekter for bl.a. næste fase af football-sitet.
Udover at få en del omtale for prisen har Framfab også brugt det aktivt i deres markedsføring.
– Specielt med nye og tunge kunder er det et godt callingcard. Jeg ved også, at der er nogle kunder, som uopfordret har henvendt sig på baggrund af prisen, siger Lars Bastholm, der vurderer, at omtalen af prisen nok svarer til den markedsføring man havde fået, hvis man havde lavet en global annoncekampagne i millionklassen.
– Mange bureauer er mest teknisk tunge. Men vi ser en udvikling mod flere kommunikationstunge bureauer. Det bliver svære at skulle konkurrere alene på de tekniske løsninger. Teknikken skal være i orden, så fremover bliver det kommunikation og design, man skal konkurrere på, siger han.