Hun sejrede indiskutabelt i Aserbajdsjan i lørdagens melodi grand prix med sangen ”Euphoria”, men allerede inden da havde den svenske sangerinde med de marokkanske rødder vist interesse for situationen i landet.

Faktisk havde hun selv henvendt sig til organisationen Civil Rights Defenders, da det viste sig, at hun skulle repræsentere Sverige ved melodifesten, fordi hun ville vide mere om situationen i den kaukasiske republik, fortæller Robert Hårdh, der er direktør i Civil Rights Defenders.

Og i dag optræder sangerinden så som fortaler for organisationen i helsidesannoncer i tre svenske aviser med teksten ”Loreen medlemsnr. 39865”.

– Det kunne selvfølgelig godt se ud som en velplanlagt mediestrategi, men det er det ikke. Det var hendes interesse, der gjorde, at jeg rejste til Baku for at mødes med lokale menneskerettighedsforkæmpere. Hun var faktisk den eneste af kunstnerne der ikke lukkede øjnene for situationen i landet, og da jeg spurgte hende, om hun ville stille op, sagde hun ja, fortæller Robert Hårdh til dagensmedia.se.

Kampagnen er kreeret sammen med det svenske bureau RBK.