Der er Carlsberg til de kreative på Eurobest-festivalen.
Det sørger den finske bureau-gruppe Hasan & Partners sammen med sit svenske søsterbureau Perfect Fools for i disse dage, hvor festivalen, der populært kaldes EM i reklame, løber af stablen i Helsinki.
De to bureauer har etableret en bar på deres stand ved festivalen, men en særlig en af slagsen – ølhanerne åbnes nemlig kun, hvis to gæster kommer hen til standen og oplader deres mobiler på samme tid.
Standen rummer også en spilleautomat, som kun kan aktiveres, hvis man via Twitter eller Facebook fortæller, hvor man er. En man skarp til at spille, kan man vinde præmier – en af dem en portfolio screening med Hasan & Partners’ karismatiske bestyrelsesformand Ami Hasan og CEO/CCO Eka Ruola.
Andre præmier er stillet til rådighed af bureauets kunder – herunder et krydstogt med TallinkGrupp og chokolade fra Fazer.
Ideen med stuntet er ifølge bureauet at fremhæve de netværks-oplevelser og -fordele, festivalgæsterne får ved at være med ved Eurobest i Helsinki.
Ami Hasan – som du kan opleve på slap sauna-line i filmen herunder – siger:
– Vi vil gerne byde Europas mest kreative hjerner velkommen til min hjemby, Helsinki, og bidrage til, at de får mest muligt ud af denne inspirerende begivenhed. Ved at opfordre de delegerede til at interagere og dele en øl, mens de oplader deres mobil, kan vi sørge for, at de ikke bare får strøm, men også møder nye, spændende mennesker.
Ølhanerne indeholder, som det ses på fotoet, Carlsberg, hvilket hænger sammen med, at Hasan & Partners har det Carlsberg-ejede, finske bryggeri Sinebrychoff på kundelisten.
Tag med Ami Hasan i sauna her.