
Selv om man er i familie med hinanden, behøver man jo ikke nødvendigvis få de samme ideer:
Men udadtil kunne det godt se ud som om Ogilvy Advertising i London har ladet sig inspirere en smule af søsteren – og konkurrenten – London-bureauet RKCR/Y&R.
I hvert fald etablerede sidstnævnte i august sidst år en gratis
reklamerådgivning til de mindre, lokale forretningsdrivende i by-delen Camden Town i London, og nu har Ogilvy Advertising så sat sig for at gøre nogenlunde det samme, denne gang blot i by-delen Brixton Village. Det fortæller campaignlive.co.uk.
Ogilvy har kaldt sin butik for ”Idea Shop” og herfra vil ansatte fra bureauet give gode, gratis råd om reklame, PR, sociale medier, DM, branding og design til mindre lokale erhvervsdrivende og organisationer.
Bureauet har fulgt initiativet op med en
blog, hvor man kan følge med i, hvad der foregår i idé-butikken.
Ruth Jamieson, som er tekstforfatter hos Ogilvy Adverting i London og en af initiativtagerne bag idé-butikken, siger:
– Marketing spiller en afgørende rolle for enhver virksomheds succes. Men mange mindre erhvervsdrivende har ikke råd til at ansætte professionelle kommunikatører. Med dette initiativ håber vi at kunne give nogle af dem et skub i den rigtige retning.
Hvis idé-butikken bliver en succes, håber Ogilvy at åbne tilsvarende shops i London senere på året.