Mange har forsøgt, og mange er gået ned. Et månedligt magasin om sport i et lille sprogområde har været stort set umuligt at drive rentabelt, siden ”Alt om Sport” med Frits Ahlstrøm i spidsen leverede kvalitet fra 1978 og nogle år fremad.

De kuldsejlede forsøg agter all-round journalisten Lars Andersson, der har en fortid på Information, Det fri Aktuelt og Ekstra Bladet, at dementere. Sammen med en lille tæt skribentskare på 4-5 folk, der alle arbejde pro bono i startfasen, har han sendt et månedligt magasin på gaden – det vil sige nettet.

– Vi udkommer på nettet, fordi det stort set er umuligt at finansiere et printmagasin i vore dage. Det er ganske enkelt for dyrt, siger Lars Andersson, redaktør på det nye månedlige magasin.

Og varemærket er?

– Sport Executive er opstået, fordi vi selv har ledt efter et medie, hvor vi kunne få fordybelse og perspektiv på sportens verden. Et sted, hvor sport som industri og magtfaktor blev sat i en samfundsmæssig sammenhæng. Det gør Sport Executive, tilføjer redaktøren.

Det første nummer er særdeles appetitligt, billedsiden er smuk, og historierne er, som en kritisk ”vagthund” ville skrive dem.

– Vi vil fortælle fra de indre linjer ved sportens ledelsesbord og mærke sveden dryppe på mål-stregen. Penge, politik og begejstring skal supplere hinanden i vores ambitiøse mål for Sport Executive, lyder fortsættelsen.

Prisen på en helsides annonce er ifølge prislisten 15.000 kr., men mon ikke, interesserede vil være i stand til at forhandle lidt mængderabat hjem i en startfase? Er man nysgerrig, kan man klikke her.