Det er MetroXpress, som har klaget over Urbans prislister, hvor man mener, at Berlingske-koncernen udnytter sin dominerende stilling til at påføre avisen en urimelig konkurrence, og Konkurrencestyrelsen udsendte for nogle uger siden et hørings-notat, hvor man langt overvejende gav MetroXpress medhold i sin klage.
Siden kom Konkurrenceankenævnets kendelse, hvor Konkurrencestyrelsens dom over TV2 langt hen ad vejen blev underkendt – et forhold som har fået mange til at betragte Styrelsen som den s tørste taber, fordi den har fået underkendt sit syn på mediemarkedet. På Urban har man da heller ikke undladt at trække kendelsen ind i sin egen sag.
– Vi mener selvfølgelig, at Ankenævnets kendelse skal sammenholdes med hørings-notatet, og det har vi også påpeget over for Styrelsen, siger adm. dir. Lars Bo Haber Petersen, Urban. Han tilføjer videre, at man også mener, at Styrelsen bør inddrage MetroXpress’s opstart i Århus i sagsbehandlingen.
– De to avisers markeder er ikke mere sammenlignelige. MetroXpress går jo helt klart efter lands-annoncer, siger Lars Bo Haber Petersen.
Kontorchef Hans Kierkegaard, Konkurrencestyrelsen bekræfter, at begge forhold nu indgår i sagsbehandlingen. Han vil dog ikke gå i detaljer med mulige konsekvenser.
– Vi har fået nogle hørings-svar, som vi nu behandler. Det er helt normalt, at hørings-svar kan give anledning til fornyede overvejelser. Men det er også oplagt, at vi har læst kendelsen grundigt igennem, og at sagen stiller sig anderledes i forhold til, hvis vores dom var blevet stadfæstet, siger Hans Kierkegaard og tilføjer, at også MetroXpress’s nye aktivitet i Århus er inddraget.