Tabstallene for de nye gratisaviser rundede i juni 1,3 milliarder kroner. Investeringen i 24timer har kostet ejerne 470 mio. kr., mens Nyhedsavisens tab foreløbig ligger på 665 mio. kr. Endelig nåede den nu lukkede avis Dato at koste 190 mio. kr.
Det viser fagbladet Journalistens beregninger, der dækker perioden frem til 22. juni 2008. Beregningerne er bygget på tal fra TNS Gallup og skøn fra blandt andet mediebureauet Carat og skal tages med forbehold.
Det er fortsat svært at gøre de nye gratisaviser rentable, fordi annoncepriserne er pressede.
– På gratisavismarkedet er det som om, at hver gang en af parterne har banet vejen for at kunne hæve priserne, sænker en af de andre sine priser, og så går det i vasken, siger medieanalytiker Henrik Schultz fra Kaupthing Bank til fagbladet Journalisten, som udkommer i morgen.
Til mediebureauerne og annoncørernes glæde fortsætter priskrigen, efter at en amerikansk venturefond i juli sprøjtede et trecifret millionbeløb ind i Nyhedsavisen.
Nødvendigt prishop
Mens Dato for længst er væk, har første halvdel af 2008 været dyr for de endnu overlevende aviser. Regnskabet fra Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media, fortæller, at tabene er mindsket med 40 procent i løbet af i år. Sammenholdt med 2007-tallene betyder det, at tabene nu er omkring 900.000 kroner per udgivelsesdag.
24timers tabstal er knap så gennemskuelige, men Journalisten anslår tabet til godt 600.000 kr. per udgivelsesdag i 2008. Nu er avisen under metroXpress’ vinger, og Metro-koncernen har sagt til aktiemarkederne, at den forventer at tabe blot 26 mio. kr. på 24timer i 2008. Tabene skal altså mere end halveres, men det anser metroXpress-direktør Søren Riis for realistisk.
Mediebureauerne, som lever af at placere annoncer, melder om, at Nyhedsavisen hen over foråret har brugt sin status som landets mest læste til at hæve sine priser med op mod 50 procent. Skal avisen opnå overskud i 2009, skal priserne dog fordobles.
Men det fornødne prishop bliver svært at nå, ikke kun for Nyhedsavisen og 24timer, men også for metroXpress og Urban.
cwl