Gratisaviserne metroXpress og Urban udvider nu deres distribution. Aftaler med de seks busoperatører i HT-området samt AFA JC Decaux sikrer, at aviserne bliver uddelt i hovedparten af de 1100 busser, som dagligt transporterer 600.000 mennesker.
metroXpress udsendte allerede i går aftes en meddelelse om, atman havde indgået en aftale, men rent faktisk har Urban også underskrevet en tilsvarende aftale.
Aftalen indebærer, at metroXpress sætter sit oplag op fra 140.000 til 170.000, mens Urban endnu ikke vil sætte tal på det forventede meroplag.
– Jeg vil godt have nogle erfaringer med, hvordan det kommer til at fungere, før jeg vil melde ud med nogen forventninger, siger direktør Lars Bo Haber-Petersen, Urban, som pt. udkommer i et oplag på 115.000.
Aviserne bliver placeret i formodentlig nogle tasker forskellige steder i busserne.
– Der kører mange forskellige busser, og derfor vil der formodentlig blive tale om 2-3 forskellige modeller, siger adm. dir. Per Mikael Jensen, metroXpress.
Avisen har i det hele taget reduceret antallet af uddelere i takt med, at avisen bliver placeret i stativer på stationerne.
– Vi vil altid have uddelere i gang. De giver god synlighed. Men vi har ikke mere et tre-cifret antal på gaderne, siger Per Mikael Jensen, og tilføjer at overgangen til uddeling fra stativer ikke har gjort det vanskeligere at holde oplaget – snarere tværtimod.
Han kan endvidere fortælle, at man er på vej med et nyt stativ, der er udviklet i samarbejde med DSB. De hidtidige stativer har været en midlertidig løsning. fin