Miljøaktivisterne i Greenpeace arbejder i øjeblikket benhårdt på at skabe opmærksomhed om multinationale olieselskabers aktiviteter i Arktis.

Det sker bl.a. i form af en arktisk ekspedition, og nu rykker aktivisterne også digitalt i form af et samarbejde med det danske bureau Hello Monday.

Via et nyt site skal det således blive nemmere og mere engagerende for brugerne at følge med i Greenpeace-aktioner nord for polarcirklen.

Sitet er skruet sammen som en en logbog, der følger et hold af aktivister på deres togt for at begrænse olieselskabernes udnyttelse af naturressourcer, og samtidigt bl.a. fortæller om området samt om, hvilke uheldige følgevirkninger jagt på profit kan medføre.

Happenings i en digital sfære?

– Vi har forsøgt at skabe en platform, der kan bringe en følelse frem hos brugeren af at være tættere på det, der sker i Arktis lige nu, hvilket ellers kan virke fjernt. Arktis er under hårdt pres fra både klimaforandringer og olieselskaber, og den problematik skal vi have hjem i stuerne, siger Sune Scheller, projektleder hos Greenpeace Norden.

Christian Uhlenfeldt, som er Lead Creative hos i Greenpeace Norden fortsætter: ”Hello Monday har hjulpet os med at realisere vores idéer og har bragt et digitalt mindset og engagement til bordet. Resultatet er blevet en elegant og inkluderende løsning på en kompleks kommunikationsudfordring. Greenpeace har tradition for visuelt spektakulære offline-happenings, og jeg syntes, vi med “Into the Arctic” bringer lidt af den magi ind i den digitale sfære.”

Kampagneplatform fremover

Hos Hello Monday har der lige fra projektets start været begejstring.

– Hos Hello Monday samler vi på sympatiske projekter og ditto kunder. Greenpeace – og selve projektet – afspejler nøjagtigt disse kvaliteter. Vi har fået lov til at være med helt fra starten, og vi har lanceret et site, som vi er stolte af. Både som digitalt projekt, men også fordi vi har en klar forventning om, at det faktisk kommer til at gøre en forskel. Det er svært ikke at holde af, siger kreativ direktør Jakob Kahlen.

Into the Arctic dækker lige nu en ekspedition til Nordpolen, men det bliver udvidet til også at følge fremtidige aktioner og på den måde være en blivende kampagneplatform for Greenpeace.

Allerede umiddelbart efter lanceringen, blev det tildelt French Design Awards Website of the Day.

Du kan besøge sitet her.