Grey Direct & Interactive lukker deres aktiviteter og lægger kompetencen ind under hovedbureauet Grey Århus og Grey Odense på samme måde, som man har gjort det i København. Modsat København har man valgt at opsige alle medarbejdere, det er dog endnu uklart hvor mange som vil blive ansat i andre Grey-afdelinger.
– I alle Grey-afdelinger er man i gang med det samme – nemlig at konsolidere sine aktiviteter, for der er ikke et marked til at sælge web-aktiviteter særskilt, siger Erik Bro, dir for Grey Direct og Interactive.
Det er specielt de seneste måneders afmatning i markedet, som har gjort det nødvendigt at lukke ned.
Før sommerferien valgte ledelsen bag Grey Direct & Interactive Århus, at opsige ni ansatte på bureauet.
I begyndelsen af året overtog Grey Direct & Interactive det århusianske internetbureau M3, der har specialiseret sig i content management og e-handel på internettet. Bureauet blev etableret i 1997 og blev i 1999 købt af Preben Mejer, udviklingsdirektør i Teledanmark.
Grey Direct & Interactive valgte at opkøbe M3, fordi man så oplagte muligheder for at forene bureauets kompetencer inden for content management med hovedvægt på systemopbygning med strategiske og kreative kommunikationskompetencer. jür