Grey var et af de bureauer, der for tre år siden var de første til at skabe en sammenlægning af bureauets interaktive afdeling med dialogafdelingen i form af Grey Direct & Interactive. Siden har flere reklamebureauer fulgt den udvikling og har slået de to afdelinger sammen, men nu går Grey mod den tendens og går tilbage til en struktur med to selvstændige afdelinger.
– Vi tror ikke på den udvikling, som man ser på mange andre bureauer. Der er stor forskel på kulturen i de to afdelinger. Ved at køre det i to separate afdelinger, kan man bibeholde den høje kvalitet og unikke kultur. Men opsplitningen har også det fokus at kunne give kunden en samlet bedre rådgivning, siger direktør Lars Hancke, der ikke forstår, hvorfor mange bureauer vælger at slå kompetencerne sammen.
Lars Hancke bliver direktør i den interactive afdeling af Grey, hvor han også får en del af ansvaret for Signal Digital, et IT hus/webbureau, som Grey overtog i begyndelsen af det nye år.
Den daglige leder af Grey Direct bliver Bent Klenke Christensen, som også er tilfreds med den nye struktur.
– Vi har et mål om at være blandt de bedste inden for begge områder. Derfor nytter det ikke noget at slå kompetencerne sammen, selvom det gør, at kunden er nødt til at have to projektledere, siger han.