Fem danske bureauer, BBDO, Grey København, Advance, & Co og Robert/Boisen & Likeminded, var på shortlisten til årets press & outdoor-løver. Tilsammen stod de fem bureauer for ni kampagner, som skulle kæmpe om at vinde en af de godt 100 løver i kategorien for bedste brug af print og outdoor. Men det lykkedes kun for Grey København at få en nominering omsat til en løve.
Bureauet får en bronze-løve for ”løber gennem byen”-kampagnen for Københavs Metro. Kampagnen, der består af tre annoncer, er skabt af Mikkel Jangaard, der var jurymedlem i Print & Outdoor-kategorien ved Cannes Lions sidste år og tekstforfatteren Niels Thomsen.
Metro-kampagnen er lidt af et Mikkel Jangaard-projekt. Udover selv at have taget billederne til kampagnen optræder både han selv og hans kæreste og søn på billederne.
Kampagnen var nomineret til årets Guldkorn, men vandt ikke. Mikkel Jangaard var også nomineret ved Guldkorn for ”bedste foto”, en kategori han heller ikke vandt.
Printkampagnen har dog klaret sig godt i udlandet. Ud over løven i Cannes har den vundet guld i New York Festival og en pris i Epica Award, ligesom den netop er blevet nomineret i The One show.
I alt deltog 11366 arbejder i kategorien mod 9979 sidste år, og det er rekord for kategorien. Danske bureauer havde sendt 104 arbejder ind mod 92 året før.



De ni danske nomineringer i Press & Outdoor:

Outdoor
”Reserved seat” for Interflora. Bureau: Robert/Boisen & Like-Minded
”Kama Sutra with Post It notes” for Interflora. Bureau: Robert/Boisen & Like-Minded
”Tobias” for Metro. Bureau: Grey København

Press
”Niklas” for Metro. Bureau: Grey København
”Signe” for Metro.Bureau: Grey København
”Tobias” for Metro. Bureau: Grey København
”Old Lady” for Dansk Reklamefilm. Bureau: Advance
”1950’s” for Thiele. Bureau: &Co
”Band Aid” for Novendo. Bureau: BBDO