Kameraerne kommer til at rulle, når Grey i London til december skal udvælge de nye talenter, der skal på bureauets lønningsliste, skriver Berlingske Business i dag. Bureauet har lejet sig ind i det britiske Big Brother-hus for en dag. Under pres fra skjulte kameraer og spejle, der giver frit udsyn fra observationsrummet, har reklamebureauet inviteret 25 kandidater til et nyt job ind i Big Brothers verden for at sortere de egnede fra de mindre egnede. I huset vil ansøgerne være under konstant overvågning af bureauets personalechef, der ved hjælp af skjulte kameraer over hele huset kan følge med i, hvordan de klarer at løse kreative opgaver under pres. Bureauet lover, at ingen af kandidaterne vil blive stemt hjem i løbet af dagen. Men observationerne fra kameraer og envejsspejle vil blive brugt til at sortere ud i de bedste kandidater, der passer bedst til bureauet og til at blive en del staben hos Grey Worldwides afdeling i London.
Kandidater kan i løbet af dagen risikere at blive kaldt ind i skriftestolen, hvis observatørerne fra ansættelsesudvalget har spørgsmål eller gerne vil tale nærmere med den enkelte.
Bureauet har 10.500 ansatte i 88 lande og tæller blandt andre koncerner som Volkswagen, Procter & Gamble, Mars og Warner Bros. blandt sine største kunder.