Ved sidste års Arnold var det specielt et bureau, nemlig Robert/Boisen, der bogstaveligt talt stjal billedet. Reklamebureauet blev den helt store Arnold-vinder, da film fra Ikea og Interflora løb med 6 af de 12 præmieringer. I år var billedet lidt mere broget.
Nye annoncører, nye brancher og nye kreative må være nogle af stikordene, når man skal beskrive dette års Arnold-vindere.
Grey København løb dog med halvdelen af de fire Arnold-statuetter for vovemod og instruktion. Selvom Arnold har været afholdt 17 gange var der tale om den første Arnold til Grey København. Bureauet vandt også to diplomer.
Wibroe Duckert & Partners fik Publikumsprisen for Tuborg-filmen Heino og Jøgge. Aftenens store overraskelse var dog, at Ideprisen gik til bureauet Busekist & Falkenberg og produktionsselskabet Bacon, der havde skabt en række film for Parken Sport og Entertainment, hvor budskabet er, at ”publikum kan gøre ting i Parken, som de aldrig kunne gøre i deres hverdag”.