Den kreative prisuddeling Guldkornet er blevet kraftigt devalueret, men det største problem er, at Creative Circles bestyrelse, der står bag prisuddelingen, ikke vil tage kritikken alvorligt.
Den skarpe vurdering kommer fra tekstforfatter, Niels Thomsen, Grey København, der føler sig meget stødt over, at Tom Olsen, tekstforfatter på Advance og medlem af Creative Circles bestyrelse, i går på markedsforing.dk valgte at angribe kritikkerne af Guldkornet.
– I stedet for at indse, at Guldkornet har fået et lorteimage og lytte til de som kommer med en kritik, vælger man at angribe kritikkerne, siger Niels Thomsen
Sidste år skrev Grey København et brev til Creative Circles bestyrelse, hvor de gjorde det klart, at bureauet ville trække sig, hvis ikke man kunne øge seriøsiteten omkring Guldkornet.
– Men Creative Circle ignorerede helt enkelt vores henvendelse. Vi fik først et skriftligt svar efter deadline. Dengang undrede det mig meget, at de ikke reagerede. Et eller andet sted forekom det mig at være useriøst. Men nu afslører bestyrelsesmedlem Tom Olsen, at de aldrig tog vores kritik alvorligt, siger Niels Thomsen, der mener, at Grey Københavns brev åbenbart er blevet opfattet som om, at bureauet ikke ville være med, fordi fire kreative var søgt videre.
– Et af vores forslag var at Creative Circle gjorde en ekstra indsats for at få Partners med. Det ville åbenlyst øge tyngden af årets Guldkorn. Vi havde vendt det med Henrik Juul og han var åben. Men Creative Circle ikke så meget som ringede til ham. Det synes jeg er meget useriøst, siger Niels Thomsen, der understreger, at Grey’ udmelding på ingen måde handler om, at man mistede fire kreative til Propaganda.
– Sidste år var et fantastisk år for Grey København rent kreativt. Vi var den store sejrherre i Arnold med 4 ud af 12 mulige priser. Vi vandt Aurora. Vi vandt Årets Dagbladsannonce. Og af alt dette var der kun ét arbejde, som ikke var lavet af kreative, som stadig er på Grey København. På den baggrund skal man næsten være idiot, hvis man tror vi holdt os væk på grund af fire medarbejdere, som fik et skidegodt tilbud et andet sted, siger Niels Thomsen.
jür