Antallet af danske delegerede ved dette års Cannes Lions er nede på knap 130 personer, eller ca. halvdelen af antallet de seneste år. Flere bureauer har valgt kun at sende få personer, mens andre store bureauer i år helt holder sig væk fra Sydfrankrig.
Grey København er et af de bureauer, som har valgt at droppe Cannes. For to år siden var Grey det bureau, som havde flest delegerede ved Cannes Lions, men ifølge bureauets direktør Daniels Hoffmann bliver man, sådan som tiderne er nødt til at prioritere.
– Det er ikke en hemmelighed, at pengene ikke sidder løst på bureauerne. Da det er vanvittigt dyrt både at deltage og sende ind til konkurrencen, har vi i år valgt at prioritere at have alle de arbejder med, som vi håber har en chance, siger Daniels Hoffmann.
Hos BBDO har man også umiddelbart valgt at holde sig fra Cannes. Sidste år havde bureauet 10 mand afsted.
– Vi talte sidste år meget om, at det var blevet for dyrt. Man føler sig taget ved næsen, når det koster et to-cifferet antal tusinder at komme ind i festival-palæet. Hvis det kostede tusinde kroner at komme til en FCK-kamp, så ville tilskuertallet også være derefter, siger Carsten Schiott, kreativ dir. hos BBDO. Han har været rundt at spørge på bureauet om der var nogle, der ville afsted, men uden resultat.
– Det kan være i ansvarlighedens navn, for i nedgangstider, vælter man ikke bare afsted. Hvis pris og kvalitet skal hænge sammen, ville vi få mere ud af at deltage i en kreativ konkurrence på Island eller Færørene, siger Carsten Schiott.
jür
Markedsføring er igen i år tilstede ved Cannes Lions, hvor vi som noget nyt lancerer en SMS-tjeneste i samarbejde med Responsfabrikken.
Sådan tilmelder du dig SMS-tjenesten:
Find menuen for beskeder på din mobiltelefon og skriv:
CANNES hvis du er i Cannes i perioden 17.-22. juni.
DANMARK hvis du ikke er i Cannes i perioden 17.-22. juni.
Send SMS-beskeden til nr. 22 68 00 82.
Du modtager en SMS-bekræftelse og er herefter tilmeldt Markedsførings Cannes-service.
Det er også muligt at tilmelde sig SMS-tjenesten ved at gå ind på Markedsførings hjemmeside på adressen www.markedsforing.dk