Hvad er Guldkornet uden Grey København? Det ville i hvert fald være en meget anderledes short-liste, idet næsten hver fjerde arbejde på listen er fra dette bureau. Og et nærmere studium af listen lægger op til, at det kan blive Grey Københavns helt store gennembrud, når Creative Circle på lørdag inviterer til Guldkorns-fest i Tivoli. Markedsføring vurderer, at tre kampagner for alvor stikker ud på short-listen: Ekstra Bladet (Forestil dig en verden uden Ekstra Bladet) fra Grey København. Realkredit Danmarks stille, men seværdige kamapagne (Overskud til lidt mere) fra McCann Momentum og Post Danmarks lige så stilfærdige og seværdige brev-kampagne (Skriv hvis du mener det) fra Bates Copenhagen. Disse tre kampagner må givet ses som favoritter til at løbe med en pæn del af både guld-, sølv- og bronze-kornene. Men herudover er der nogle dark-horses: Arbejdstøjsproducenten Kansas, som klart må tilhøre favoritterne i hvert fald i Outdoor og Promotion/Event-kategorierne, samt pladebranchens (IFPI) anti-kopierings kampagne. Begge kampagner er fra Grey København, og så er der virkelig lagt i gryden til noget stort for bureauet, hvis alle kampagnerne kommer i mål i en eller flere af de kategorier, de optræder i. Udover Outdoor og Promotions/Events gælder det de mest prestigegivende kategorier i form af Dagblads-annoncer samt de to reklamefilm-kategorier. En af de kreative bag Kansas-kampagnen er Tobias Rosenberg, som sidst i 1999 blev udnævnt til årets unge talent af Dansk Markedsføringsforbund – bl.a. på baggrund af Kansas-arbejderne. Som i øvrigt var så succesfulde, at Grey København nu har vundet kunden permanent. I Guldkornets Formel 1-kategori, Kampagner med brug af over 3 medier, er Grey København dog helt sikker på at løbe med kornene – hvis der altså overhovedet uddeles nogen. Der er tre på short-listen: Ekstra Bladet, IFPIs anti-kopierings-kampagne og Kansas – alle fra Grey København. Magert år for de sejrsvante Samtidig tegner året til at blive særdeles magert for ellers sejrsvante bureauer som Wibroe, Duckert & Partners, DDB Needham og Young & Rubicam. Partners har totalt set kun tre på short-listen at sætte sin lid til: en Mazda-film (Biler uden brok) i hver af film-kategorierne samt en enkelt af filmene fra Tuborgs lancering af den nye plastflaske. I det hele taget er øl-reklame en skygge af sig selv på årets Guldkorns-liste. Young & Rubicam har kun to radiospot for Tele Danmark at satse på, mens DDB Needham har 9 placeringer på short-listen – mest koncentreret om Skandinavisk Motor Co suppleret med Carlsberg og en enkelt McDonalds film. Samlet set skal disse tre bureauer nok indstille sig på at være glade for blot at opnå et korn, selvom det ikke bliver af guld. DDB Needham kan dog stadig satse på Claus Walter, som selvfølgelig tilhører favoritterne i tekst-kategorien. Der er dog lavet om på reglerne i år, således, at der ikke uddeles Guldkorn i tekst, foto og illustrationer. Disse tre kategorier er suppleret med en AD-kategori, og betragtes nu som håndværks-kategorier, hvor der uddeles et Vinderdiplom. Men det ændrer ikke på, at Claus Walter fortsat er en sværvægter blandt tekstforfattere. Han blev godt nok vippet af pinden sidste år, og konkurrencen er da også intensiv i år, hvor short-listen tæller flere værdige konkurrenter. Partners har en enkelt short-liste med blandt håndværks-kategorierne. Med udskillelsen af disse bliver der lejlighed for Guldkorns-vindere til at knejse mere med nakken efter på lørdag, idet der alene af denne grund vil blive uddelt færre Guldkorn. Men dette må ikke opfattes som, at et Vinderdiplom er mindre værd end et Guldkorn, understreger Creative Circles formand, Peter Windfeld. – Vi har med ændringen ønsket at markere, at grundlaget for bedømmelsen er forskelligt. Guldkornene vurderes på ideen, mens Vinder-diplomerne gives for de håndværksmæssige evner, siger Peter Windfeld. Samtidig er konkurrencen ændret således, at der nu uddeles både sølv- og bronze-korn i stedet for nomineringer. Desuden er voteringen ændret således, at den foregår i to tempi, og samlet har det givet mulighed for en mere nuanceret og en mindre enten/eller orienteret afgørelse. Det må formodes, at nogle af Sølv-kornene sidste år blev til et ekstra Guldkorn. – Jury-arbejdet er blevet strammet op, og ændringerne har ikke taget sigte på, at der skulle komme mange flere priser, siger Peter Windfeld, som synes, det er blevet en spændende short-liste i år. – Jeg glæder mig over den bredde, som tilgangen af nye og normalt ikke så vindende bureauer er udtryk for, siger Peter Windfeld, som desuden kan glæde sig over en rekordstor indsendelse af bidrag til konkurrencen. Boks: Folketinget plejer ikke at være noget, som mindre næringsdrivende har lyst til at prale med. Og i særdeleshed ikke en frisør, som vel nødig vil associeres med den form for klipning, Folketinget praktiserer over for skatteborgerne. Men for Happy Hair frisøren i Ny Kongensgade er det tværtimod blevet til et slogan, at frisøren kun ligger 100 meter fra Folketinget. Og det kreative koncept for markedsføringen rummer endda kendte politikere som blikfang. Det er reklamebureauet D’Arcy, som har hjulpet frisøren med at udforme et kommunikations-koncept, der rummer mulighed for på hjemmesiden at manipulere politikernes frisurer. Samtidig er der lavet en række plakater og postkort med manipulerede frisurer, og det er gjort så godt, at de sjove billeder har givet bunker af omtale i pressen. Samtidig er det gjort så godt, at kampagnen optræder to steder på short-listen til årets Guldkorns-uddeling. Kreativt ophav er det aldeles ukendte navn Vladimir Vikanowski. Det er ikke lykkedes Markedsføring at få kontakt til ham, og fra bureauet oplyses det kortfattet, at han er en ny medarbejder.