Halvdelen af Grey Københavns kontaktafdeling har sagt op. Konkret drejer det sig om de to kontaktfolk Lars Hancke og Kasper Lund. Sidstnævnte vendte for godt et år siden tilbage til Grey København efter en kort periode på DDB. Lars Hancke har været i Grey-systemet i mere end seks år og har bl.a. været med til at etablere Grey’s interaktive afdeling Grey Interactive. Lars Hancke har sagt op pga. et ønske om en arbejdspause, uden at have et nyt sted og vil de kommende måneder overveje sin situation. Kasper Lund har sagt ja til en stilling som kontaktdirektør hos Propaganda McCann, der i forvejen har gjort det til en sport at snuppe medarbejdere hos Grey København. Udover Propagandas direktør, Bjørn Stene, har også de fire kreative Claus Skytte og Esben Sørensen, Tobias Rosenberg og Olof Stenström en fortid i Grey.
Grey’s direktør, Daniel Hoffman, er ikke ærgerlig, men irriteret over at skulle sige farvel til to kontaktdirektører.
– På den korte bane giver det nogle udfordringer for os, men jeg har længe haft et ønske om at komme tættere på kunderne og det vil jeg gøre nu, siger Daniel Hoffman, der understreger, at Grey København er på udkig efter en ny kontaktdirektør som sammen med de andre kontaktdirektører Tina Ravn og Mulle Juul Rasmussen skal udgøre bureauets kontaktafdeling. jür