Q8 har nu færdiggjort sine overvejelser om valg af nyt reklamebureau efter, at samarbejdet med …&Co gik i stykker først på året. Q8 har gennemført en række samtaler og i sidste ende valgt tre ud til en finalerunde. Der har dog ikke været tale om en egentlig bureau-konkurrence.
– Vi ønskede at møde de folk, vi skulle samarbejde med, og vi havde så opstillet en række kriterier, efter hvilke vi ville vælge. Vi kom til at møde tre meget spændende bureauer, men Grey København kom med det bedste hold, som vi nu glæder os til at samarbejde med om at løse de kommunikationsopgaver, som vi står med, siger marketingdirektør Peter Stigsgaard.
Han anser det for usandsynligt, at det populære Kurt og Benni filmkoncept fortsætter.
– Det er ganske rigtigt underholdende og populære film. Men vi synes ikke rigtig, det er lykkedes, at få Kurt og Benni til at formidle de værdier, som vi mener, Q8 står for – og skal stå for. Og her i selskabet har vi en del tvivl om, hvor mange penge, vi skal bruge på reklame, hvor værdierne ikke kommer frem, siger Peter Stigsgaard.
Q8 har til gengæld haft stor salgs-succes med en kampagne for Qviktanken, som Propaganda lavede. Det var dette samarbejde, der fik …&Co til at opsige kontrakten med Q8 og i reklamebranchen var det en almindelig antagelse, at Propaganda ville få benzinselskabet. Men sådan kom det altså ikke til at gå. fin