Grey Global Nordic har solgt sin 50 pct.s ejerandel af Flex Design, der opererer inden for design af messer og udstillinger. Køberen er virksomhedens grundlægger, Karsten Resen Holm, som således igen ejer virksomheden 100 pct.
I en pressemeddelelse noteres det, at Grey sælger, fordi gruppen ønsker at bruge flere ressourcer på kerne-områderne. Det er dog også en kendsgerning, at markedet for udstillingsdesign var surt i seneste regnskabsår, og at Flex Design derfor bidrog med ca. 20 mio. kr. til Greys underskud på over 90 mio. kr.
Flex Design ser dog lyst på fremtiden. Organisationen er blevet tilpasset og Karsten Resen Holm har netop tilført virksomheden ny kapital.
– Stabiliseringen af driften har vi nu på plads, og vi forventer et positivt resultat allerede i indeværende regnskabsår. Vi har historisk ikke været gode nok til at fokusere på indtjeningen, og det skal vi blive bedre til, men lysten til at udvikle branchen forbliver en hjørnesten i Flex Design, sålænge jeg ejer virksomheden, siger Karsten Resen Holm. fin