En ung mand iført hvide underdrenge, sorte sokker og sundhedssandaler dukker konstant op i en helt ny og meget kreativ kampagne for Egmonts to sites på nettet. Grey har udviklet denne nye form for kampagne, hvor de løbende opdaterer med features – og mærkelige filmklip.
Kampagnen skal få folk ind på gamereactor.net og filmreactor.net. To sites, der giver alle de oplysninger man har behov for, om henholdsvis games og film. Og slikkepinden er, at man enten kan vinde en filmrolle i en film fra Nordisk Film, eller en rolle i computerspillet Hitman 2. For som marketingchef Jacob Trampe Broch fra Egmont Online siger:
– Er der to ting der “sælger“ på internettet, så er det konkurrencer og sex – og vi har altså valgt konkurrencer.
– Undersøgelser viser, at når først folk er kommet ind på de to sites, ja så bliver de der, fortæller Jacob Trampe. Han er desuden pointgiveren i de to konkurrencer, der kører.
– Ja, jeg meldte mig frivilligt som pointgiver, men det var før jeg vidste, hvor krævende det er. Folk er meget kreative, og de får bl.a. points ud fra, hvor opfindsomme deres svar er på vores lidt vanvittige spørgsmål, smiler han.
Inde på de to sites skal folk svare på spørgsmål, der igen danner grundlag for deres profil. Her handler det om at komme med så kreative og nytænkende svar som muligt. Og svarene kan ændres i det uendelige. Lige som man er mere end velkommen til at gøre andre crazy ting, såsom at sende kager og trusser(!) til Jacob, hvilket i øvrigt allerede er sket.
Kampagnen for filmreactor.net har kørt siden december, og pr. den 1. januar var der allerede 2000 deltagere i konkurrencen. Herudover har sitet allerede, ifølge Jacob Trampe Broch, opnået en stigning på 67% i usersessions.

NY FORM FOR SAMARBEJDE
Grey’s opgave er, udover online/offline markedsføringen, hele tiden at nytænke. Og det er, ifølge projektleder Sune Bang, ikke noget problem.
– Vi har hele tiden to mand på opgaven, der lægger nye features ud på siderne. Især gamerne er meget krævende, derfor skal vi hele tiden sørge for at holde dem til ilden. Det gør vi bl.a. med små film, hvor vores antihelt (ham med de hvide underhylere) medvirker i scener fra film, vi kender i forvejen, eller i computerspil. Filmene er ret syrede, og bliver optaget her hos Grey om aftenen eller om natten.
Jacob Trampe er slet ikke bange for, at Grey går over stregen.
– Det her er en helt ny måde at arbejde sammen på. Den kreative proces kører hele tiden – og hele kampagnen ud. Vi kan jo se på tilslutningen, at folk er vilde med ideen, og vi har fra starten valgt at have total tillid til Grey’s fornemmelse for den kreative vildhed. Og at de ikke er bange for at slippe den løs, kan jo ses på deres daglige “nu vildere nu federe“ indslag på de to sites, smiler han.

SNEBOLD-EFFEKTEN
Klavs, Sixpackster, antihelten, eller bare Philip Einstein Lipski, er tekstforfatter hos Grey, og han medvirkede i første omgang i layoutet til kampagnen. Resultatet var, at alle blev vilde med ham, derfor har han nu hovedrollen i online/offline markedsføringen.
– Vi er gået meget bredt ud rent markedsføringsmæssigt. Markedsføringen på internettet kan sammenlignes med snebold-effekten, hvor vi lægger ting ud, som folk sender videre til venner og bekendte, så vores budskab spreder sig lynhurtigt. Nogle kalder det vist viralmarketing, fortæller Sune Bang.
Online-delen består bl.a. af bannere med teksten “Romeo & Jytte“ og “Saving Private Bjarne“, samt de små film, som folk sender til hinanden i et væk.
Offline delen er bl.a. annoncer, hvor man kan møde Klavs som hovedrolleindehaver i Dødens Gab, Casablanca, og i computerspillet Hitman 1 – hvor han på sin helt egen facon prøver at efterligne en almindelig person, som får sin drøm opfyldt om en filmrolle eller en rolle i Hitman 2.
Budskabet “Vind en rolle i en film/eller i et computerspil“, dukker op alle vegne, lige fra pizzabakker til videokasetter, og annoncerne er koncentreret om de medier, hvor game- og filmfreaks slår deres folder.
Filmene, der kører i deres fulde længde på de to sites, kan også opleves som tv- og biografreklamer.
Kampagnen for filmreactor.net slutter den 1. februar og her vil de 20, der har scoret flest point, blive castet til en, endnu ikke, udvalgt film fra Nordisk Film. Gamereactor.net kampagnen kører en måned mere, og den 1. marts kan vinderen af en rolle i Hitman 2 kåres.
Holdet bag den løbende kampagne fra Grey København er tekstforfatter Philip Einstein Lipski, AD’er Niels Rahr og Mikkel Jangaard. Dianna Alexandersen, projektleder Sune Bang. Og fra Grey Interactive – Kim Frederiksen, Signe Bruun, Christina Fjeldgren og Christina Schou.

(3-4 billeder i en slags collage)!