Når deltagerne i årets The Color Run krydser målstregen, bliver det blandt andet med Grøn Koncerts signaturfarve som en del af paletten.
Alle løbere møder nemlig op til start, iført en hvid t-shirt, som for hver kilometer de løber, bliver overhældt med en farvet majsmelsblanding.
Ren optur, vil mange sikkert mene, når de ser de farverige løbere komme i mål.
Det er da også festen, glæden og mangfoldigheden, der er omdrejningspunktet for et nyt samarbejde mellem The Color Run og Grøn Koncert, som er gået sammen om at oprette den fælles ”Opturspuljen” til støtte af gode formål – og samtidig give noget tilbage.
Muskelsvindfonden, der sammen med Tuborg står bag Grøn Koncert, er glade for det nye partnerskab med The Color Run.
– Det er et godt arrangement, som man kun kan blive glad af at være en del af, men som samtidig, helt indlysende demonstrerer, at vi i Muskelsvindfonden arbejder på at skabe et mere rummeligt, farverigt og mangfoldigt samfund. Samtidig tror vi på, at samarbejdet kan blive en gensidig gevinst.
Vi kan nå ud til flere, og der er nogle åbenlyse fordele i at sælge kombi-billetter og binde de to publikumsoplevelser sammen, fortæller Jacob Bartholin, partnerskabschef i Muskelsvindfonden.
I 2015 kan deltagerne således købe kombi-billetter til Grøn Koncert og The Color Run til reduceret pris.
Under de seks løb, som foregår i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Slagelse og Herning kommer deltagerne dermed til at opleve Grøn Koncert som vært for løbets ”grønne zone”, som løberne løber forbi, kort før målstregen.
– Med dette initiativ går vi nye veje med The Color Run i Danmark. Allerede på andet år tager vi vores velgørenheds-partnerskab til et helt nyt niveau, og samtidig giver vi vores publikum endnu mere fest, farver og gode musikoplevelser, fortæller Claus Nielsen, direktør for The Color Run.
The Color Run har tradition for at have en velgørenhedspartner, og i år kan gæsterne mermed medvirke til at støtte Muskelsvindfonden, ligesom foreningen vil modtage al indsamlet pant fra The Color Run.
– Vi fordobler antal løb i 2015, og det betyder, at vores budskab om sjov, sundhed og fest nu når ud til hele landet. Vi har en vision om at lave unikke samarbejder – både for sponsorer og partnere – og det må man sige, at vi lever op til sammen med Grøn Koncert og Muskelsvindfonden, tilføjer Claus Nielsen.
Alle indsamlede midler bliver herefter brugt til at oprette ”Opturspuljen”, der bliver sat i verden for støtte projekter, der medvirke til at skabe glæde og mangfoldighed.
– Der har længe været et ønske fra Muskelsvindfonden om at sætte vores vision i spil i et bredere perspektiv, og med oprettelsen af Opturspuljen, er vi nået godt stykke af vejen, fortæller Muskelsvindfondens formand, Evald Krog.
Muskelsvindfonden har altid haft en utraditionel tilgang til indsamling og CSR. De mest kendte partnerskaber er selvfølgelig samarbejdet med Tuborg på Grøn Koncert og med DR Big Band omkring Cirkus Summarum. Og der er naturligvis plads til flere samarbejdspartnere.
– Vi oplever en solid interesse for vores arrangementer. Vores events står stærkere end nogensinde, og Grøn Koncert og Cirkus Summarum når hvert år omkring 300.000 danskere i hele landet. Som samarbejdspartner tilbyder vi adgang til vores gæster, og vi deler gerne ud af populariteten, hvis vi kan se værdimatchet. Det sociale engagement og mangfoldige værdisæt er der mange virksomheder, der gerne vil dele med os. Og vi byder dem alle sammen velkommen, slutter Jacob Bartholin.
The Color Run bliver afvikles i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Slagelse og Herning fra 10. maj til 29. august – og vil desuden være til stede på sommerens Grøn Koncert-turné.
Læs mere om The Color Run her.