60 mia. kr. i faste garantier, ellers er det et nej til at bore efter olie ved de grønlandske kyster. Kravet kommer fra de grønlandske myndigheder, der i disse år bestormes af sultne olieselskaber, skriver Berlingske Business.
De grønlandske myndigheder vil ikke risikere at stå tilbage med olieselskaber, som efter en eventuel forurening ikke kan eller vil betale for oprydningen og erstatninger.
Kravene om øget sikkerhed og større miljøhensyn kommer i kølvandet på BP’s katastrofale olieudslip i Den Mexicanske Golf, som truer med at påvirke nye havboringer verden over.
Årsagen er, at de forsikringer og garantier, som myndighederne kræver, gør det alt for dyrt at bore på dybt vand. Men det gælder tilsyneladende ikke i Grønland, der netop har stillet verdens formentlig hidtil største garantikrav til de to olieselskaber, der har fået boretilladelser og licenser til både efterforskning og senere udvinding af olie.
Berlingske Business side 3.