– Målet for i år er at komme over 50 medlemmer, og i 1998 skal vi nå op over 100 medlemmer, for inden for markedsføring er det nødvendigt at sætte sig mål.
Mads Nordlund, salgschef i Grønlandsfly og formand for den nystiftede Grønlands Salgs- og Markedsføringsforening, lægger ikke skjul på optimismen. I løbet af de få måneder, siden foreningen blev stiftet i april, har han kunnet registrere de første godt 40 medlemmer.
– De fleste er selvstændige erhvervsdrivende, men der er folk fra både små og store firmaer og fra en række forskellige brancher. Geografisk ligger tyngden i Nuuk, men vi har medlemmer fra Qaqortoq i syd til Sisimiut og Ilulissat i nord, oplyser Mads Nordlund.
Foreningens fødsel skete i forbindelse med en Salgets Dag i Nuuk, og for nylig blev foreningens idégrundlag og potentiale præsenteret for alle virksomheder i landet, da Grønlands Erhvervsudviklingsselskab Sulisa a/s udsendte materiale fra Grønlands Salgs- og Markedsføringsforening til 870 virksomheder – med en anbefaling af foreningen. Blandt materialet, der blev udsendt, var Markedsførings temasektion om Grønland.
– Responsen var ikke overvældende, men vi er jo vant til at skulle præge folk fire-fem gange med direct mail, før resultatet bliver tilfredsstillende, konstaterer Mads Nordlund.

SALG OG SERVICE På PROGRAMMET
Over 60 mennesker deltog, da foreningen afholdt et møde om den internationale markedsføring af Grønland som turistdestination med to indledere fra det grønlandske turistråd, Greenland Tourism a/s.
Seneste arrangement fandt sted den 22. oktober, hvor temaet var den nylige fusion mellem landets to banker, Nuna Bank og Grønlandsbanken. Sv.E. Danielsen, ordførende direktør for fusionen, der fortsætter under navnet Grønlandsbanken, beskæftigede sig med virksomhedens strategi, PR-virksomhed og lancering af nyt logo.
Grønlands Salgs- og Markedsføringsforening planlægger til vinter et kursus i salg og service for butiksmedarbejdere og ansatte i lignende funktioner. Hidtil har der i Grønland udelukkende været gennemført lukkede firmakurser inden for salg og markedsføring, og Mads Nordlund lægger ikke skjul på, at der er et stort udækket behov.
– Vi håber at kunne gennemføre tilsvarende kurser andre steder i landet i et samarbejde med lokale handelsstandsforeninger og uddannelsesinstitutioner som de grønlandske handelsskoler, siger han.
Salgets Dag 1998 finder sted i Nuuk den 17. april. Og der er stadig plads i programmet til gode foredragsholdere – skulle vi hilse og sige.


E-mail: editor@greenland-guide.dk

Visit Greenland Guide on the Internet
http://www.greenland-guide.dk