Fremstødet skal åbne franskmændenes øjne for det, Prins Henrik i kogebogens forord kalder de “fremragende grønlandske produkter”.
Den eksklusive kogebog – som også er lavet på dansk med 118 sider til 299 kroner – hedder ganske enkelt “Rejer & hellefisk”.
De to hovedingredienser i bogens opskrifter er to af de fineste grønlandske specialiteter: Dels koldtvandsrejen, der med sin langsomme vækst i de arktiske have er ældre end sin varmtvandsfætter ved fangsten – og dermed større og sprødere og mere smagende. Dels hellefisken, fladfisken der bl.a. fanges gennem huller i isfjorden ved Illulissat, og som kan blive 30 år gammel og en ordentlig krabat på 130 centimeter.
Bogens opskrifter er skrevet på invitation af udvalgte talenter fra franske kokkeskoler og udvalgt i samarbejde med den dansk/franske kok Blaise Badré.
Når bogen udsendes i Frankrig, er det, fordi Royal Greenland tror flere franskmænd kan lokkes til at prøve kvaliteten i de grønlandske råvarer.
Danskerne får også en hilsen med på vejen. Kun 300-400 tons ud af en totalfangst på 15.000 tons hellefisk landes i Skandinavien, resten er eksport til især Fjernøsten, Sydeuropa, Tyskland og USA. Bl.a. er den danske fiskestegemetode er med til at ødelægge fisken.
Ud over opskrifterne leverer bogen også “gode historier” om hellefiskene, rejerne, grønlænderne og den enestående natur. Selvfølgelig rigt illustreret, dels med tandvandsdryppende madfotos, dels med åndenødsskabende naturbilleder.
asj