Kampen for at komme først og levere de bedste resultater inden for intelligente algoritmer intensiveres i disse år.

Ikke mindst medie-indkøbsbeslutninger automatiseres, og med milliarder af data til rådighed i real-time er algoritmer en af vejene til bedre resultater.

Hos GroupM er man for alvor gået ind i udviklingen af de automatiserede og data-baserede værktøjer, der ifølge Paw Saxgren, COO i GroupM allerede har forbedret en række kunders KPI’er på op til 100 pct.

Jan Nielskov, Managing Director i GroupM’s Business Science forklarer:

– Vi inddrager viden fra alle discipliner og platforme bl.a. salgsmodellering, website analytics og vores egen unikke Xaxis Turbine (en data management platform, red.), når vi bygger algoritmer.

– Jo mere viden vi har om kunden, jo bedre algoritmer kan vi skabe. Til den viden tilføjer vi så en god portion matematiske og programmeringsmæssige kompetencer for at få det ”kogt” ned til den mest intelligente algoritme, siger Jan Nielskov videre.

Princippet bag algoritmerne svarer til det klassisk beslutningstræ, som vægter værdien af de forskellige datakilder, der kan være alt fra tid, vejr, placering, PR, tv-tryk etc. I praksis anvender GroupM dog langt mere avancerede modeller baseret på et samspil mellem dygtige analytikere og stor computerkraft (machine-learning, red.).

Kogt ind til benet betyder de bedste algoritmer, at fx virksomheders marketing optimeres yderligere, fordi budskaber kan målrettes i realtid, og fordi forbrugerindsigter og brand-budskaber kan kobles sammen.

De andre store mediebureau-netværk arbejder i samme retning, og vi glæder os til at bringe konkrete cases, der dokumenterer værdien af de intelligente algoritmer.