Hvad kan den nyeste teknologi udrette for kreativitet og brands?
Det sætter GroupM igen i år fokus på, når NextM-konferencen til april løber af stablen, og i år udvides på flere niveauer:
Dels med flere scener og flere kvadratmetre – og dels med en ny makker, idet mediabureaugruppen har indgået partnerskab med VR og AR-eventet CopenX.
NextM kører for fjerde år i træk med det uforandrede mål at inspirere de virksomheder og personer, der bruger teknologi som driver i deres forretning.
Om ideen bag konferencen siger Mikkel Hagedorn, der er Head of Innovation i GroupM Next Nordic:
– Vi har brug for at skabe et rum, hvor vi giver os selv lov til at tænke tanker, som rækker ud over den daglige trummerum og sigter mod vores virkelighed om tre til fem år. NextM er dét rum – et rum fyldt med teknologi og kreativitet. Tilbagemeldingerne fra deltagerne ved de tre hidtidige konferencer har været fantastiske, og det motiverer os.
Udvider på flere måder
Som de foregående år byder konferencen på mulighed for både at lytte og selv eksperimentere.
På hovedscenen kan deltagerne således bl.a. opleve den antropologiske cyborg Amber Case, Pascal Finette fra Singularity University og Bas Lansdorp – den hollandske forretningsmand, der har samlet et hold af NASA-eksperter, Nobelpris-modtagere og tv-producere til at nå sit mål: Kolonisering af Mars i 2032.
Og i Tech Garden kan deltagerne selv mærke og afprøve teknologiens landvindinger.
Denne del af konferencen bliver i øvrigt dobbelt så stor som vanligt i år: For efter tre år i Terminalerne i Københavns Nordhavn er eventet nu rykket til TAP1 – den tidligere spritfabrik ved Kløvermarken i København.
– Med det nye TAP1 udvider vi med 1.000 m2, som vi dels bruger til at gøre vores Tech Garden dobbelt så stor, dels til at introducere en helt ny scene med 400 pladser i partnerskab med CopenX, siger Mikkel Hagedorn.
Parløb giver flere muligheder
CopenX har igennem de seneste år været den mest betydningsfulde scene for bl.a. Augmented Reality og Virtual Reality i Norden.
– De største teknologi-virksomheder investerer milliarder i at gøre VR og AR mere relevant og tilgængelig for os alle. Vi ser ikke kun på, hvad de nyeste teknologier kan og bliver drevet af, men debatterer også de etiske udfordringer forbundet med et øget digitaliseret samfund, siger Therkel Sand, stifter af CopenX, og tilføjer:
– Med NextM bliver vores fokusområder styrket, og vi kan i fællesskab tilbyde deltagerne endnu flere og inspirerende talks, workshops og fremvise den teknologiske udviklings indvirkning på vores hverdag.