Pumpekoncernen Grundfos kræver nu en del af de penge tilbage, som politiet konfiskerede fra virksomheden efter et frivilligt forlig mellem parterne i 2009.
Med afsæt i en ny dom fra Højesteret mener Grundfos, at selskabet har betalt for meget, skriver Dagbladet Børsen.
Grundfos blev afkrævet millioner af Bagmandspolitiet i forbindelse med sagerne om ulovlig handel med Irak.
I alt konfiskerede politiet 66 millioner kroner fra 13 virksomheder i de såkaldte “Olie for Mad”-sager.
For nylig fastslog Højesteret, at Bagmandspolitiet kun måtte konfiskere 10 millioner kroner hos den fynske virksomhed Bukkehave i en tilsvarende sag. Oprindelig lød politiets krav på 30 millioner kroner.
Nu forventer Grundfos, at statsadvokaten af egen drift tager affære og genåbner de indgåede forlig om betaling til staten.
– Grundfos forventer med andre ord at få penge tilbage, siger virksomhedens kommunikationschef, Frank B. Winther, til Børsen.
Børsen