Brian Mertz Pedersen, der er administrerende koncerndirektør i onlinebureauet Guava, er torsdag i Københavns Byret blevet idømt en bøde på 10.000 kroner samt en betinget fængselsdom på 20 dage for kursmanipulation. Det skriver jp.dk.
Sagen handler om fire tilfælde, hvor et selskab tilhørende Brian Mertz Pedersen som hovedanpartshaver har solgt aktier i Guava, men hvor det sælgende selskab også optrådte som køber. Hændelserne fandt sted i maj og juni 2006.
Bestyrelsesformand Ole Sigetty fra Guava havde følgende at sige efter dommen:
– Bestyrelsen er løbende blevet orienteret om denne godt tre år gamle sag. Det har hele tiden været min vurdering, at der var tale om en relativt beskeden fejl fra direktør Brian Mertz Pedersens side, som jeg dog selvfølgelig tager afstand fra, men som har været uden relevant betydning for hans virke som administrerende koncerndirektør for Guava.
– Bestyrelsen har taget rettens afgørelse til efterretning og finder, at det tjener selskabet bedst, at Brian Mertz Pedersen fortsætter sit virke som administrerende koncerndirektør for selskabet, sagde altså Ole Sigetty.
Dommen har med andre ord ingen jobmæssige konsekvenser for Brian Mertz Pedersen, der sagde følgende efter dommen:
– Det har taget myndighederne tre år at nå til afgørelse i sagen. Det har været lang tid at gå med denne anklage hængende over hovedet, men jeg har i mellemtiden fokuseret på mit arbejde og udviklingen i Guava. Jeg glæder mig nu over at kunne fortsætte dette arbejde.
Guava blev grundlagt i 1998 under navnet Notabene.net, og blev i 2004 opkøbt af Brian Mertz Pedersens selskab Danmark Online A/S.
ac