Med et nyt Premier-segment, som kom til verden i denne uge, vil markedspladsen First North nu skabe en tættere kontakt mellem Nasdaq Omx’ hovedmarked og de virksomheder, som opfylder betingelser for en notering på hovedbørsen.
Online marketingvirksomheden Guava er den første danske virksomhed til at rykke op i det nye segment.
Det nye segment stiller øgede krav til virksomhederne, som derved kan rykke endnu tættere på hovedmarkedet på NASDAQ OMX, og First North vurderer, at virksomhederne i den nye gruppe vil opnå større synlighed og højere troværdighed hos investorerne.
– Vi er glade for at kunne byde Guava velkommen til First North Premier, siger Carsten Borring, chef for noteringer på hovedmarkedet og First North i Danmark, og fortsætter:
– Med Premier gør vi det lettere for investorer at evaluere og sammenligne europæiske vækstvirksomheder, da segmentet stiller højere krav til virksomhedernes oplysningspligt. Premier giver i sidste ende mulighed for at forbedre likviditeten og etablere et bedre springbræt til Nasdaq Omx’ hovedmarked.
Øger kravene
For at blive en del af First North Premier skal virksomhederne leve op til større krav, hvad angår oplysning til markedet og regnskabsstandarder, men det afskrækker ikke Guavas adm. direktør Brian Mertz Pedersen:
– I lyset af den turbulente periode præget af økonomisk tilbagegang, ser Guava rigtig positivt på denne oprykning, som vi vil bruge som løftestang til at tiltrække nye investorer. Guava har i de forgangne to år allerede revideret efter internationale standarder, og vi har også ført en informationsstrategi i tråd med retningslinjerne fra Nasdaq Omx. Derfor er springet op i Premier en helt naturlig og hurtig proces for Guava, siger han.
Den mindre positive omtale, der gennem en periode har været af First North-børsen og de virksomheder, der har været noteret her, afskrækker han ikke.
– Med Premier-initiativet signalerer First North, at virksomhederne på markedet bestemt har gode fremtidsudsigter, og derfor bifalder jeg i høj grad initiativet. Hvem ved, måske kan de positive tendenser være med til at fremme en god stemning på kapitalmarkederne således, at det åbner op for nye noteringer, som kan være med til at udvikle markedspladsen fremadrettet, siger han.