Før var der tre, nu er der én. Guava Online Marketing, Guava Communications Vest og Guava Affiliate samles i en organisation, Guava Danmark, der får administrerende direktør Morten Petersen ved roret.
– I alle forretningsenheder bliver sammenlægningen modtaget med stor begejstring. Vi har set frem til det længe, fordi det nu i højere grad vil blive nemmere at udnytte hinandens ressourcer og kompetencer på tværs af de tre organisationer, siger Morten Petersen, der i efteråret blev udnævnt til administrerende direktør for Guava Online Marketing.
Det er koncerndirektøren for Guava, Nils Carlsson, der sammen med koncernens franske ejere, Netbooster, har igangsat ændringerne.
– Sammen med Netbooster og de lokale selskaber i både Danmark, Sverige og England har vi brugt stor energi på at rydde ud i al det overflødige og få samling på Guavas styrker – nemlig vores internationale rækkevidde og løsninger inden for digital marketing, siger han.