I det indre København, nærmere bestemt på Axeltorv skråt over for Palads-biografen, ligger en penthouselejlighed med en stor tagterrasse på sjette sal.
På dørtelefonen neden for lejligheden står der initialerne ”J.D”. Indretningen af lejligheden tilhører en kvinde, det er tydeligt for enhver som besøger den. Møblerne er enkle og japansk inspirerede, og ved første øjekast er der ikke noget, der virker underligt, men efterhånden som man kigger nærmere rundt bliver det hele mere mystisk.
For hvorfor er der store fladskærme i hvert eneste rum, selv over sengen i soveværelset? Og hvorfor hænger klatreudstyr i en pæn lige række ved siden af et stort våbenskab? Hvem er denne mystiske ”J.D”
Lejligheden er en væsentlig del af markedsføringen af den nye Xbox 360, som er Microsofts seneste ammunition i kampen om at levere den ultimative spilleboks til hjemmet.
J.D. henviser til den kvindelige hovedperson i det legendariske computerspil Perfekt Dark, der har Joanna Dark, en blanding af Hitman og Lara Croft, som den gennemgående figur og helt. Microsoft har for nylig købt rettighederne til Joanna Dark, som er et af de spil, der vil blive udsendt til den nye Xbox 360.
Kendskabet til at Joanna Dark var i færd med at etablere sig i København, har været spredt rundt i hele landet. Gennem 5000 posters, der er blevet hængt op strategiske steder i alle store byer, fx i nærheden af computerspilbutikker, fremgik det, at en vis Joanna Dark var på udkig efter en lejlighed i byen.
Ideen var at skabe en opmærksomhed i gamermiljøet og det lykkedes. På flere gamersites begyndte man at diskutere hvem der mon stod bag posteren. Et telefonnummer på posteren henviste til en telefonsvarer, hvor man fik adressen på en hjemmeside www.joannadark.dk, hvor man kunne man finde flere små hints om den mystiske person, der ønskede at bosætte sig i København i en periode.
Lejligheden har de sidste par måneder været showroom for flere hundrede kunder, leverandører og samarbejdspartnere ligesom der har været afholdt en del sessions, hvor gamere har vundet en mulighed for at besøge Joanna Darks lejlighed og ikke mindst prøve den nye Xbox.
– Spil-oplevelsen i den nye Xbox handler meget om netop at opleve forskellen. Derfor har vi ønsket at give de personer vi samarbejder tæt med en særlig mulighed for at prøve den nye maskine før alle andre. På den måde kan vi give dem en eksklusiv følelse, som knytter dem tættere til os, siger Kristian S. Sveigaard, landechef for Microsoft’s afdeling for Home and Entertainment, der står bag lanceringen af Xbox 360. Han understreger, at især samarbejdspartnere og hele retailmarkedet, der har haft den primære fokus.
– Men samtidig har der været et ønske o m at skabe et hype om Xbox 360 et stykke tid inden lanceringen. Og det har vi virkelig formået. Så set på den baggrund har gorilla-delen været en succes, siger han.
Udsolgt fra dag et
Selve nyheden om at Microsoft lancerer en ny Xbox blev offentliggjort for verdenspressen for et halvt år siden i forbindelse med den kæmpe spil-messe E3. I et reklamespot på MTV, der mere havde status af et tv-program, fik forbrugerne informationen samtidig med alle journalister. En strategi, der var helt bevidst fra Microsofts side.
– Vi ved godt at det er et brud på alle regler. Journalisterne var ret overraskede over, at de indledningsvis blev tilsidesat. Men vi har forsøgt at tage revanche med de danske game-journalister, som alle har været på besøg i lejligheden, siger han.
Den store traditionelle del af markedsførings-kampagnen, selve massekommunikationen bliver først sat i gang i ugerne op til den europæiske lancering af Xbox 360, som er den 2. december. I USA bliver maskinen lanceret to uger før. På det tids punkt vil en stor traditionel lanceringskampagne i tv, print og online køre i danske medier. Christian Rasmusen, PR og marketingansvarlig for Microsoft’s afdeling for Home and Entertainment, ønsker ikke at oplyse, hvor mange enheder, man regner med at sælge i forbindelse med den første lancering, men hos Microsoft satser man på at opleve en udsolgt situation op til jul.
– Lige nu er situationen den, at de som har bestilt en maskine kan få den, men alle andre må vente til næste sending kommer til landet. At vi alligevel benytter os af traditionel markedsføring for et produkt som er udsolgt fra dag ét, handler om at skabe et hype og uddanne brugerne. Xbox 360 giver den mest ultimatve spiloplevelse, der er mulig til hjemmebrugeren, og den oplevelse kan du godt forsøge at kommunikere gennem traditionel massekommunikation, men skal vi gøre noget særligt, vil vi hellere gøre det for spillerne og for de personer, der vil fungere som ambassadører for teknologien, siger han.
Box
Xbox vs. Playstation
Sony o g Microsoft har med de to spilkonsoller Playstation og Xbox i flere år konkurreret om at være den største leverandør på spilkonsolmarkedet. Playstation har ikke sendt en ny konsol på markedet siden PS2, der kom på markedet for fem år siden. Microsoft kom med den første version af Xbox for tre år siden.
Sony i Danmark har netop sendt en mobil-playstation på markedet med deres PSP. Playstation har meddelt, at den nye PS3 kommer til foråret næste år, men det har også været fremme, at det muligvis bliver rykket til efteråret.
Den nye Xbox 360 bliver lanceret globalt inden for en måned. I USA er lanceringsdatoen den 22. november, i Europa er det den 2. december, mens Asien må vente til den 10. december. Xbox kommer i to versioner, en core-version med trådløse controllere til ca. 2399,- kr og en pro version til 3199,- kr. jür