I bestræbelserne på at bringe Guld Barre tilbage på sporet som et af Danmarks populære chokoladebrands har Toms valgt bureauet Twenty, der skal lede en repositioneringsproces.

Det oplyses i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Toms Guld Barres position på markedet er blevet udfordret.

– Vi skal have vendt skuden for Guld Barre, og generobre en plads i markedet, hvor salg i højere grad afspejler vores kendskabsgrad og forbrugernes stadige interesse, siger Sabine Wahl, der er Marketing Manager hos Toms.

Valget faldt på bureauet, fordi man hos Toms blandt andet mener, at det har ”en super stærk community-indsigtsproces, som skaber fundament for den rigtige strategi.”

– For os er det vigtigt, at vi tager de nødvendige spadestik dybere end normalt, så vi sætter den rigtige retning fra start. Det her projekt har enormt stor bevågenhed, med bred involvering og opbakning internt, og vi kommer sammen med Twenty til at tage essentielle beslutninger for fremtiden. Når de er taget, begynder vi at se på, hvordan de skal eksekveres konceptuelt, siger Sabine Wahl.

Det oplyses, at opgaven, som Twenty er i gang med, ”består i at lave den forretningsstrategiske analyse, som definerer hvordan Guld Barre vinder forbrugernes hjerte i fremtiden samt det overordnede koncept, der forløser indsigterne. En proces som både tager højde for design, brandstrategi og produktportefølje.”

– Guld Barre er et brand, som alle kender, men som få yngre har en holdning til efterhånden. Derfor er vores indsigtsmetode brugbar, for den gør os i stand til at forene dyb research forløst i en klar strategi med kreativt output, som i sidste ende løser målsætninger for både brand og bundlinjen. Og det er helt essentielt, når vi sammen med Toms skal løfte en sådan forretningskritisk opgave, siger Twenty-CEO Thomas Bjerg i pressemeddelelsen.