Det store danske bureau-lyspunkt ved årets ECHO-awards – der også bliver kaldt VM i Direct – blev Hjaltelin Stahl.
Bureauet blev således belønnet med guld i kategorien ”Best Use of Social Media” for ”The No Experiment”, eller “drikke-pres-eksperimentet”, udført for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
Derudover blev Hjaltelin Stahls arbejde for Synoptik, Synoptik Street Test, belønnet med bronze i kategorien ”Best Use of Display/DRTV/Video”.
Hjaltelin Stahl var dog ikke ene om at hive guld hjem ved ECHO-awards, hvor danske bureauer gennem tiderne er blevet massivt belønnet.
Director blev således også hædret med guld i kategorien ”Insurance and Financial Products and Services” for Formuelisten, eller The Rich List, som bureauet har udarbejdet for Skagen Fondene.
Endvidere kunne Mediabroker glæde sig over en ECHO-award af bronze sammen med kunden HBO i kategorien ”Publishing/Entertainment/Media”.
Endelig kunne OgilvyOne sammen med Forsvarets Rekruttering i kategorierne ”Best Use of Mobile” og “Business & Consumer services” juble over bronze til deres interessante VR-eksperiment.
Den danske medaljehøst ved ECHO-awards er i øvrigt en fremgang i forhold til i fjor, hvor det blev til tre gange dansk metal. To af guld og en af bronze.
I 2014 blev det til to gange dansk sølv og bronze ved ECHO-awards, mens det året før blev til hele syv Awards: En af sølv og seks af bronze.
Du kan læse meget mere om ECHO-awards her.