Med et billigt abonnement og massiv markedsføring vil Mads Veiby, stifter af et af de lavprisselskaber på mobilområdet som TDC har købt gennem årene, M1, nu også revolutionere prisen på parkering sammen med tidligere direktør i Europark, Per Moesgaard.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Det skal ske via selskabet ParkPark, og revolutionen starter med en billig abonnementstjeneste og massiv markedsføring.
Den nye abonnementsordning lanceres i november og skal blive så attraktiv hos danskerne, at landets parkeringsselskaber ikke kan sige nej til at gå med i et samarbejde.
Mads Veiby vil ikke ud med, hvor mange penge han i alt har skudt i selskabet, men han er klar til at spille med musklerne, hvis parkeringsudbyderne ikke vil være med.
– Vi har evnen, viljen og midlerne at kaste efter projektet. Det handler ikke nødvendigvis om at bruge flest penge, men om hvordan man bruger pengene. Vi har en kæmpe viden fra telebranchen om, hvordan vi skal bygge det op, og hvilken markedsføring, der virker, siger Mads Veiby, der er klar til at smide 10 mio. kr. efter ParkParks markedsføring.
Børsen