Singapore vil introducere en fysisk guldkontrakt i år, mens Shanghai tager hul på international handel af guldbarrer.

Den største forbrugende region forsøger at etablere en benchmark, idet efterspørgslen rykker mod øst.

Det skriver Bloomberg News, der pointerer, at de asiatiske børser begynder at sælge guldbarreprodukter, da mere og mere af verdens guld bliver bearbejdet og brugt i Asien, og fordi der i sektoren diskuteres ændringer til det århundrede gamle London Gold Fix.

Det asiatiske marked stod i fjor for 63 pct. af verdens samlede forbrug af guldsmykker, guldbarre og guldmønter, hvilket var en stigning fra 57 pct. i 2010. Kina overhalede Indien som verdens største forbruger, idet forbruget blev øget, i takt med at priserne faldt, mens Indien indførte restriktioner.

Prisen på guld med øjeblikkelig levering faldt i 2013 med 28 pct., og siden nytår er prisen steget med godt 9 pct.

Bloomberg News/aktiefokus.dk