For 198 år siden stjal en vis guldsmed Niels Heidenrich Guldhornene og smeltede dem om i sin lejlighed på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde i det indre København. Siden tabet af dette guld-oldfund har vi måttet nøjes med at tale om arvesølv, men det er til gengæld en fast kliché i den sproglige nødhjælpskasse, der er middelmådige journalisters krykke. – Hvordan har du det med, at I sælger ud af arvesølvet?, spørger nyhedsjægeren og kvitterer for den statsbetalte uddannelse på Betonanstalten i Århus, hvor en eller anden afdanket umulius har udviklet en form for interviewteknik, hvor man tager udgangspunkt i dette emotionelle spørgsmål.
Arvesølvet bliver taget frem, når Peter Brixtofte sælger en svømmehal, eller når Carlsberg forsøger at skaffe likviditet til at være sponsor for et engelsk fodboldhold ved at sælge sine Tivoli-aktier og kunsthåndværks-fabrikker. Den mentale kamp mellem nationalromantisk og global kapitalisme river og flår i vore sind. På den ene side er vi en lille smule stolte, når Danisco rager alt finsk sukker til sig, men vi er sårede i sjælen, når koncernen samtidig sælger De Danske Spritfabrikker til det svenske Vin och Sprit AB. Röd Aalborg, Gammal Dansk, Bröndum. Her må hulkes.
Alene tanken om, at Disney Corp. skulle lægge sine klamme amerikanske hænder på Vores Tivoli er nok til at fremkalde fråde blandt folk, der ellers anser det for reaktionært at klynke over, at Danmark demonteres. Carlsberg havner i rollen som en slags forræder mod dansk kultur og livsform, fordi Carstensens Gamle Have og Royal Scandinavia kastes i grams til den højstbydende. Men Brygger Jacobsens Gamle Bryggeri kæmper for at blive et af verdens fem største; det er kampen mellem hajer og småfisk, hvor Carlsberg gerne vil være en haj med risiko for selv at ende længere nede i fødekæden og blive slugt af South African Breweries, Heineken eller Interbrew.
Carlsbergs udmelding – dette væmmelige ord trænger sig på – var for kynisk. Man mærkede ingen form for følelser i forbindelse med proklamationen af frasalget.
I mangt et hjem findes dekorations- og brugsgenstande fra Den Kongelige Danske Porcelainsfabrik, meget af det er arvepostelin og bærer dermed af erindring om de kære afdøde, som man en gang om året gik i Tivoli med. At en fabrik for dyrefoder sælges til USA er forbrugerne ret ligeglade med, skønt de undertiden elsker deres firbenede husdyr mere end deres slægtninge, men når vi taler om to juveler, der er indbegrebet af dansk kultur, bliver vi rædselsslagne. Nøgterne analytikere må afvise disse anti-globale, semi-xenophobiske reflexer, nu går der shareholder value i sagen, og shareholderne skal overbevises om, at den gamle ølfabrik har et fast focus og koncentrerer kapital og kunnen om kerneområdet. Men kunne det ikke være sagt lidt pænere? Havde det ikke været en god idé at indrykke nogle helsider med en fornuftig forklaring? Tillykke til Carlsberg med headhuntingen af Margrethe Skov til informationschef. Efter 22 år i Shell får dansk public relations mest erfarne og respekterede talskvinde til opgave at gøre Carlsbergs beslutninger mere sympatiske og forståelige for shareholders og consumers.
Morsomt nok har Bryggerigruppen og herunder det stolte Århus-bryggeri Ceres købt en andel i Tivoli Friheden. Et strategisk træk af denne art, hvor virksomheden gør det modsatte af konkurrenten og dermed udretter noget positivt, vil ofte blive belønnet af publikum. Carlsberg har derimod – uafvidende – anbragt sig i en pindsvinestilling, og usikkerheden om Georg Jensen og Georg Carstensens Have fra 1843 hersker på tredje måned. Brask Thomsen er koblet fra, hans bud var urealistisk lille. Så er Nykredit inde i billedet og Bon-Bon Land, men vistnok hverken Michael Jackson, Disney, Egmont eller Lego. Endnu mere tåget er fremtiden for kunsthåndværk-konglomeratet. Det ender måske med, at en ny ejer annekterer det kgl brand (nej, ikke det for længst nedlagte forsikringsselskab, men selve varemærket) og udflager det musselmalede porcelæn til en mand med nogle malayiske malemus til 3,87 kr. i timen.
En bog med titlen “Hvem ejer Danmark?“ af cand. polit Helge Andersen vakte stor opmærksomhed for en del år siden. I dag kan man stille det samme spørgsmål og konstatere, at mange forretningsområder er domineret af udenlandsk ejede selskaber. Samtidig ejer danske koncerner virksomheder overalt på kloden, men det er svært at konstatere, om der er balance mellem fremmede opkøb i Danmark og danske opkøb i det fremmede. Ordet “fremmede“ anvendes, fordi det er sat på ophørsudsalg og snart vil være så politisk ukorrekt, at brugere af det risikerer at blive indbragt for Etnisk Etikråd.