Ændringer i dette års Guldkorn har fået nogle af sidste års kritikere til at melde sig under fanerne. Det drejer sig om Grey København og DDB, som begge har indsendt arbejder til deltagelse i Guldkornet. De tre andre bureauer, som var kritiske, Lowe, Partners og Halbye, er dog stadigvæk ikke med.
Ifølge Creative Circles formand, Sune Bang, har man haft kontakt med alle de bureauer, som har været kritiske overfor konkurrencen, men han understreger, at målet fra begyndelsen ikke har været, at alle bureauer skulle være med.
Antallet af indsendte arbejder er uændret i forhold til sidste år, og det er ifølge Sune Bang ret utroligt, idet man i år har færre kategorier og samtidig har man ændret proceduren, så man ikke kan sende arbejder ind i serier.
– Vi havde regnet med et fald på omkring 15 procent, men alligevel er antallet af arbejder fuldstændig status quo, og det er vi utrolig glade for, siger Sune Bang.
Guldkornet vil i år fortsat være en kreativt fokuseret pris. Der kommer dog ikke effektmål med i bedømmelsen, men ændringerne tager sigte på, at prisen i langt højere grad end tidligere skal afspejle virkeligheden.
Hidtil har begrebet “nytænkning” spillet en afgørende rolle i vurderingen. Det bliver nu nedtonet. Nytænkning er en af fem ligeværdige parametre, hvor de fire andre er: idehøjde, indsigt, relevans og håndværk.
Derudover er der saneret kraftigt i kategorierne, hvor 14 er blevet til 10. Direct mail, design og emballage samt kampagner under 3 medier er ude, mens de to filmkategorier er slået sammen til en, og tre print-kategorier er blevet til to: print BtC og print BtB. Til gengæld er der kommet en helt ny kategori til: Bedste vedvarende kampagne, der belønner kampagner, som har evnet at bevare kvalitet og fornyelsen inden for det oprindelige koncept.
Juryen er også blevet beskåret i antal og bedømmelses-metoden er ændret lidt. Processen kommer nu til at foregå over to dage hvor juryer på 15 mennesker skal bedømme fire kategorier med henblik på først at udvælge shortlisten og derefter stemme om tildeling af Guldkorn. Herefter skal 15 andre mennesker på basis af short-listen også stemme om tildelingen.