– Skab en kampagne der ændrer holdningen til at bruge kondom blandt mænd, der har sex med mænd.

Så kort og kontant lød AIDS-Fondets udfordring til reklamebureauet J. Walter Thompson Copenhagen.

Vejen til løsningen var dog lidt længere, idet bureauet i første omgang præsenterede kunden for seks forskellige kreative retninger.

AIDS-Fondet valgte at teste de fire af dem – dels i respondent-grupper, der både omfattede hiv-smittede og ikke hiv-smittede, og dels via plenum-debat – og en skilte sig klart ud.

– Fordi idéen er enkel og går direkte til biddet. Fordi den hverken dømmer eller skræmmer. Og fordi den nøgternt stiller det at bruge kondom op mod et værre alternativ – nemlig at skulle spise piller resten af livet hvis man får hiv, siger Annette Pryce, der er kontaktdirektør hos J. Walter Thompson Copenhagen. 

Sex er godt

Hos AIDS-Fondet uddyber Magnus Kornerup, der er projektleder på MSM-kampagner:

– Selv om hiv heldigvis ikke længere er en dødbringende sygdom i Danmark, er det fortsat en sygdom, som det er bedre at være foruden. Ligesom de andre kønssygdomme i øvrigt. Og her er brug af kondom, hver gang man har sex, forsat det vigtigste parameter for at beskytte sig.

Og så var det i øvrigt vigtigt, at kampagnen også blev en hyldest til det at have sex, fortæller Annette Pryce:

– I arbejdet med kampagnen var det vigtigt også at lægge vægt på det dejlige i at have sex. Vi ønskede ikke at lave en skræmmekampagne. Tværtimod. Vi ønskende at opfordre til at bruge kondom for at undgå et liv på piller – men stadig en i nydelsesfyldt kontekst.

Du kan besøge kampagnesitet her – og ellers kører kampagnen på en række forskellige platforme: Print i udvalgte magasiner, posters på LGBT- barer i København og Aarhus, sampling (bl.a. under Pride), online-bannere på bl.a. Boyfriend og SLM, Facebook, Instagram og YouTube.

Du kan se filmen her – credits under filmen

Credits

Reklamebureau: J. Walter Thompson Copenhagen

Kreativ direktør: Joachim Rosenstand

Art Director: Erik Dahlström

Copywriter: Jan Sverker

DTP: Kim Tonning

Kontaktdirektør: Annette Pryce

Projektleder: Kenneth Schou

Produktion: Friendly Content

Klipper: Mark Pilegaard

Musik/lyddesign: Jason Luke @ Mastertone

Illustration: The Image Faculty