Det er godt at være guru. Men det er også hårdt arbejde. Det må erhvervsoraklet Stig Fermi-Erichsen sande fra i dag og de følgende 20 hverdage.
Her er den selvudnævnte guru nemlig stjerne i en række reklamefilm på hjemmesiden
www.erhvervsfristaden.dk , hvor en ny film lanceres hver dag hen over de kommende uger.
I løbet af de 20 film uddeler guruen gratis visdom til erhvervslivet og kommenterer kløgtigt på alt fra Vild med dans over frivilligt arbejde til god erhvervskarma.
Når Stig ikke er guru, er han salgs- og ejendomschef for KLP Ejendomme i Ørestad City.
Men siden uge 34 har han i en reklamekampagne for ejendomsselskabet kaldt sig
erhvervsguru, og i både annoncer og på erhvervsfristaden.dk guidet danske virksomhedsledere i retning af Ørestad, når de har skullet overveje nyt domicil.
Og nu er guruen så klar med 20 nye film. Alle i øvrigt optaget på én enkelt dag.
Art Director Klaus Christensen fra reklamebureauet Pravda fortæller:
– Det ligger i kampagnens anatomi, at vi skal kunne tilføje nye elementer efter behov, og vi har sat den interne overligger højt med 20 nye film. Da idéen med de nye film er opstået midt i et afgrænset kampagneforløb har det samtidig været nødvendigt at kunne skyde alt på én dag.
Resultatet er blevet en stribe film, som indholdsmæssigt er rettet mod aktuelle emner i tiden.
– Når man laver reklamefilm, kan der være meget langt tidsmæssigt fra idé til eksekvering, og samtidig ønsker alle kampagner at være aktuelle i deres indhold. Men med den korte tidsfrist for produktion og lancering i dette tilfælde, har det været muligt at give guruen nogle højaktuelle emner at fortælle om. Så når der eksempelvis er Vild med dans fredag aften, så er dette emnet for Stig den pågældende dag.
Se den første af de nye film her.