
Corporate Karma, åndelig ledelse og kosmiske visioner har gennem flere år været blandt de mere alternative buzzwords i management-kredse.
Og nu vil KLP Ejendomme – godt hjulpet på vej af reklamebureauet Pravda – så have danske virksomheder til at forstå, at sol og stjerner peger på Ørestad City, som erhvervsfristaden, hvor den positive energi trives bedst.
Den astrologiske kampagne, som kører i dagblade og på nettet lige nu og frem til uge 41, rummer blandt meget andet horoskoper for en række erhvervspersoner – her for eksempel
M2 Films CEO Mads Munk.
Som afsender af horoskoperne står ”Stig Fermi-Erichsen – Guru for erhvervsfrisind i Ørestad”, og der er smæk på den astrologiske retorik og de kosmiske råd, når Guru Stig deler ud af sin indsigt.
Den selvbestaltede erhvervsguru er i virkeligheden KLP Ejendomme s egen markeds- og ejendomschef Stig Fermi-Erichsen, og på websitet erhvervsfristaden.dk kan erhvervsfolk kan bestille deres eget personlige horoskop, ligesom man kan se videofilm, hvor Guru Stig mere eller mindre heldigt viser personligt frem i Ørestad og i KLP’s ejendomme.

Chefarkitekt bag kampagnen, Klaus Christensen fra Pravda, fortæller, at det har været fantastisk at skabe utraditionel markedsføring til et normalt lidt forsigtigt erhvervsudlejningsmarked:
– Vi gik all-in på en kreativ idé, hvor budskabet ikke ville drukne i konkurrenternes markedsføring, og hvor den strategiske positionering i markedet var ekstra vigtig. Vi ville væk fra generisk ejendomsannoncering, og hen hvor tingene får værdi og substans. Det kræver en modig kunde, og KLP forstod vigtigheden af at tale til et segment, som kun er søgende, når de er i markedet og derfor skal have KLP top of mind, når behovet så endelig opstår.
Målet med kampagnen er naturligvis at skabe opmærksomhed, trafik og i sidste ende flere lejere hos KLP Ejendomme – og her er man mere end godt tilfreds med kampagnens anderledes stil.
Guru Stig Fermi-Erichsen mener ligefrem, at kampagnens ”ideologiske” indpakning, hvor et af de grafiske kendetegn er tre blå firkanter – et fint lille hint til den ”rigtige” fristads tre gule prikker – formidler en vigtig pointe:
– Faktisk mener vi det seriøst, når vi siger, at vores tiltag ikke er en kampagne, men en sag. Vores ejendomme bygger på et unikt erhvervsfællesskab, og det er værd at kæmpe for områder inden for erhvervslivet, hvor der er højt til loftet og plads til store armbevægelser – både praktisk og ideologisk.
Besøg Erhvervsfristaden
her. Og se et eksempel på Guru Stigs rundvisninger herunder: